Hyppige spørgsmål og svar (FAQ)


Herunder har vi samlet de vigtigste spørgsmål og svar som ofte stilles til personalet.
• Er det farligt at blive bedøvet?
• Må jeg ryge forud for bedøvelsen?
• Hvorfor spørger I til mine tænder?
• Hvorfor er jeg hæs efter min operation?
• Får jeg smerter efter operationen?
• Kaster man op efter bedøvelse?
• Jeg har sukkersyge, hvor meget insulin skal jeg tage på operationsdagen?
• Kan jeg vågne op midt under operationen?
• Hvor kan jeg klage?

• Er det farligt at blive bedøvet?
Mange mennesker føler stor angst ved at blive bedøvet, men med moderne anæstesimidler og overvågningsudstyr er det meget sikkert at blive bedøvet. Medregnes alle som skal bedøves, er der en risiko for at dø under narkose på 0,008 – 0,009 procent. Er man sund og rask, og kan klare almindelige dagligdags strabadser, er der en væsentlig mindre risiko. Men er man for eksempel hjertesyg eller svært overvægtig, kan der være en større risiko. Anæstesilægen vil sammen med dig vælge den bedøveform, som er sikrest i dit tilfælde. Er der en særlig risiko forbundet med at bedøve dig, vil anæstesilægen fortælle dig det.

• Må jeg ryge forud for bedøvelsen?
Man kan godt blive bedøvet, selv om man ryger forud for en bedøvelse. Men vi anbefaler rygeophør nogle uger før bedøvelse og operation. Efter rygeophør vil der være mindre slimproduktion i lungerne i forbindelse med bedøvelsen, og flere undersøgelser har vist, at rygeophør bedrer sår- og knogleheling.

• Hvorfor spørger I til mine tænder?
Under nogle bedøvelser får du, efter du er bedøvet, nedlagt et plastikrør i luftrøret for at sikre, at din vejrtrækning kan fungere uhindret. For at kunne placere dette plastikrør kikker vi dig i halsen med et instrument (laryngoskop), som kan komme til at berøre dine tænder (specielt i overmunden). Det er derfor vigtigt, at du fortæller os om eventuelle stifttænder eller plastbelægninger, idet vi i så fald beskytter dine tænder med en plastskinne under proceduren.

• Hvorfor er jeg hæs efter min operation?
Under nogle bedøvelser får du, efter du er bedøvet, nedlagt et plastikrør i luftrøret for at sikre, at din vejrtrækning kan fungere uhindret. Dette plastikrør kan i nogle tilfælde give lidt hævelse af stemmelæberne og dermed føre til forbigående hæshed og lette halssmerter.

• Får jeg smerter efter operationen?
I forbindelse med din bedøvelse, vil der blive lagt en plan for den smertestillende behandling, du skal have efter operationen. Smertebehandlingen vil som regel begynde før operationen og blive justeret efter behov efter operationen. Ofte vil der blive behandlet med supplerende lokalbedøvelse eller blokader.

• Kaster man op efter bedøvelse?
Kvalme og opkastning er mindre hyppig ved brug af moderne bedøvemidler. Men der er fortsat en del mennesker der for kvalme enten på grund af det kirurgiske indgreb, bedøvelsen eller den smertestillende behandling. Der findes flere midler mod kvalme, så det vil næsten altid kunne behandles. Har du tidligere haft kvalme i forbindelse med bedøvelse, eller har du tendens til køresyge, kan vi give dig kvalmestillende medicin, inden bedøvelsen afsluttes.

• Jeg har sukkersyge, hvor meget insulin skal jeg tage på operationsdagen?
Alle sukkersygepatienter får forud for bedøvelse målt blodsukker og taget "væsketal". I fasteperioden og ind til du kan spise normalt igen, vil du få et drop med glucose, insulin og elektrolytter. Sammensætningen af droppet bestemmes ud fra de blodprøver, der er taget.

• Kan jeg vågne op midt under operationen?
Et af de forhold anæstesipersonalet er meget opmærksom på, er om patienten sover tilstrækkeligt dybt. Alligevel vil der være enkelte patienter, som kan genkalde sig begivenheder, der fandt sted under bedøvelsen. Man taler om huskeanæstesi eller "awareness". Den tætte overvågning af patienten vil dog næsten altid i god tid advare om, at patienten sover mindre dybt, således der kan gives yderlige bedøvemidler. Særligt udsatte patientgrupper er patienter, der skal have foretaget kejsersnit i helbedøvelse, patienter til åben hjertekirurgi og patienter som opereres akut. Patienter som har været udsat for huskeanæstesi, kan senere udvikle panisk angst for en eventuel senere bedøvelse. Det er derfor vigtigt, at patienten efterfølgende får mulighed for at gennemdrøfte hændelsen med en anæstesilæge.

• Hvor kan jeg klage?
Såfremt der i forbindelse med din behandling på Anæstesiafdelingen skulle indtræffe uventede hændelser, som du ikke er tilfreds med, vil vi meget gerne, at du informerer os om dette. Gerne inden du forlader hospitalet, så vi hurtigst muligt kan få en afklaring af hændelsen. Ønsker du at klage over dit behandlingsforløb, efter din udskrivelse, bedes du rette henvendelse til følgende adresse:

Hospitalsenheden Horsens
Anæstesiologisk Afdeling
Att: Afdelingsledelsen
Sundvej 30
8700 Horsens

Regionshospitalet Horsens

  

Regionshospitalet Brædstrup

  

Skanderborg Sundhedscenter

  

Om hjemmesiden

 

Sundvej 30
8700 Horsens
Telefon 7842 5000
E-mail: post@horsens.rm.dk

Sygehusvej 20
8740 Brædstrup
Telefon 7842 5000
E-mail: post@horsens.rm.dk

Sygehusvej 7
8660 Skanderborg
Telefon 7842 9000
Telefontid: man + tors 9-12.00
E-mail: post@horsens.rm.dk

 


Om Regionen
Om Regionen
Luk om regionen

Regionen er

Region Midtjylland er en offentlig organisation med tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling:
  • Sundhed og hospitaler
  • Specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede
  • At være en politisk drivkraft for vækst gennem regional udvikling

Regionen har omkring 26.200 fuldtidsansatte og et budget på 27 milliarder kroner i 2012. Størstedelen går til sundhed.

Regionen bliver ledet af 41 direkte valgte politikere.

Du har måske mødt regionen
  • som patient på et hospital
  • på besøg hos en pårørende i behandling for psykisk sygdom
  • som iværksætter med brug for rådgivning
  • som passager på en regional bus

Gennem valget af politikere har borgerne fx indflydelse på 
behandlinger og ydelser i sundhedsvæsenet og kvaliteten af dem.

Skottenborg 26, 8800 Viborg
kontakt@regionmidtjylland.dk
7841 0000
Bent Hansen 


Regionrådets
formand
Bent Hansen

Læs her om alle politikerne i regionsrådet 

 








Om Regionen