Præsentation af dialyseafdelingen
Dialyseafdelingen er et ambulant behandlingsafsnit, der dækker den sydlige del af Region Midt i et samarbejde med dialyseafdelingerne i Skejby.Åbningstider
mandag og onsdag kl. 07.00 - 21.00
tirsdag og torsdag kl. 07.00 - 20.30
fredag kl. 07.00 - 20.00
Lørdage kl. 07.00 - 14.30
søndage kl. 13.30 - 21.00
Pårørende
Pårørende, også børn, er velkomne til at følge en dialysebehandling eller deltage ved en samtale med personalet. Transport samt kost har vi ikke mulighed for at tilbyde de pårørende.
Dialysen
Dialysebehandlingen foregår 2 til 4 gange ugentligt af 3-5 timers varighed. Vi tilstræber, at du som patient får faste dialysedage og tidspunkter, der passer til din dagligdag. Har du specielle ønsker/behov, er vi behjælpelige med at finde anden dialysetid.
Vi tilbyder også Hjemmehæmodialyse.
Sygeplejen
I vores afdeling prioriter vi kontaktsygeplejerske systemet højt. Ledelsen i afdelingen tildeler dig 2-3 kontaktsygeplejersker. Det er kontaktsygeplejersken, der kender din situation bedst og dem, der sammen med dig og lægerne tager beslutninger vedrørende din dialysebehandling. Vi tilstræber, at du er på stue med en af dine kontaktsygeplejersker. Hvis dette ikke er muligt, vil en af de andre sygeplejersker gerne hjælpe dig. Afdelingens kontaktsygeplejersker vil altid holde sig ajour med dit behandlingsforløb - også de dage, du ikke ser dem.
Vi praktiserer selfcare i afdelingen, hvilket betyder, at du selv kan deltage aktivt i planlægning og afvikling af din dialyse, hvis du har mulighed for det. Dette kan give dig større indsigt i din behandling, og dermed mere indflydelse på dit eget behandlingsforløb.
Sygeplejejournalen indeholder oplysninger vedrørende din behandling og pleje. Du er som patient meget velkommen til at læse den. Vores sygepleje- og læge journal er elektronisk.










