Barsel
Forløbet af din graviditet og fødsel afgør, hvilket barselsophold du får, uanset planlagt indlæggelse, ambulant fødsel eller hjemmefødsel.
- Kopi af fødselsbeskrivelse
- Ambulant fødsel/barselshvile hjemme
- Hjemmefødsel
- Blødning fra livmoderen de første par døgn
- Problemer efter hjemkomst
- Barselsafsnittet
- Barselsgymnastik og informationsmøde
- Besøgstider barselsafsnittet
- Brug af mobiltelefon
- Røgfrit hospital
- Jordemoder-/lægebesøg under indlæggelse
- Kontaktjordemoder
- Hælprøve (PKU)
- Tilbud om høreundersøgelse
- Amning
- Afdelingen er en uddannelsesafdeling
Kopi af fødselsbeskrivelse
Du og din partner er velkommen til at få drøftet fødslen med jordemoder/læge. Dette aftales på fødegangen eller med sygeplejersken på barselsafsnittet.
Ambulant fødsel/barselshvile hjemme
Alle – også førstegangsfødende – kan føde ambulant, når graviditet og fødsel er forløbet normalt, og mor og barn efterfølgende har det godt. Vi udleverer mappe med informationsmateriale om barselstiden.
Ambulant fødsel betyder, at fødeafdelingen forlades 2-5 timer efter fødslen.
Udskrivelse beror på en sundhedsfaglig vurdering og vejledning af jordemoder, plejepersonale og læge.
Hjemmefødsel
Du kan føde hjemme, når graviditeten forløber helt normalt. Tal med din jordemoder om jeres ønske ved en konsultation, således at hun kan hjælpe jer med at planlægge det.
Hjemmefødsel følges så vidt muligt op med et barselsbesøg af jordemoderen.
Gode råd ved ambulant- og hjemmefødsel
- Vær ikke alene de første par døgn
- Sørg for ro, hvile og hygge
- Hav forberedt nem mad (evt. færdiglavet mad i fryseren)
- Lad søskende fortsætte med deres kendte hverdag (skole mv.)
- Tag imod gæster, men forbered dem på, at du foretrækker korte besøg
- Lad gæsterne selv medbringe brød til kaffen m.v.
- Tag imod familie og venners tilbud om at hjælpe
Blødning fra livmoderen de første par døgn
Blødning fra livmoderen er kraftig de første par døgn
- Læg plastik og gammelt lagen på sengen
- Brug store natbind
- Sørg for regelmæssig vandladning
- Efterveer kan lindres med håndkøbsmedicin, f.eks. Panodil ® eller Ibumetion ® (højst 8 tabletter i døgnet). Efterveer er ovre i løbet af et par døgn.
Problemer efter hjemkomst
Kontakt sundhedsplejerske eller egen læge.
Afhængig af problemets karakter henvises i øvrigt til pjecen ”Forældre- og fødselsammerådgivere” og den varme linje (telefonnummer i udleveret i materiale).
Det er også muligt at kontakte fødeafdelingen eller barselsafsnittet, indtil du har været i kontakt med sundhedsplejersken.
Barselsafsnittet
Førstegangsfødende, der har haft et ukompliceret fødselsforløb, tilbydes barselshvile i 48 timer efter fødslen, man udskrives dog ikke i tidsrummet mellem kl. 22.00 og 08.00, med mindre man selv ønsker det.
For familier med særlige behov vil der blive taget individuelle hensyn efter sundhedsfaglig vurdering.
Hos flergangsfødende kan der være forhold, der vanskeliggør ambulant fødsel. I disse tilfælde vil der tilbydes barselshvile efter sundhedsfaglig vurdering.
Selve barselsafsnittet er beliggende på 2. etage og har 14 sengepladser til mødre. Der er mulighed for, at pårørende kan medindlægges mod betaling. Beløbet dækker overnatning og forplejning.
Der er ikke andre patientkategorier på afdelingen. Vi har skiftetøj til både dig og dit barn, men vi anbefaler, at du benytter dit eget tøj til jer begge. Du skal selv medbringe babydyne og -betræk.
Besøgstider barselsafsnit
Alle ugens dage kl. 15.00 – 17.00 og kl. 19.00 – 20.00.
Besøgstiderne skal respekteres, så du og dit barn får mest mulig ro under opholdet. For din partner og eventuelle søskende, er der fri besøgstid i dag- og aftentimerne, dog bedes middagshvilet mellem kl. 12.00 – 14.30 respekteret.
Hvis du er indlagt på barselsgangen, bør du og dine gæster af hensyn til medpatienterne på stuen benytte opholdsstuen mest muligt og det tilrådes, at der er ro på afdelingen kl. 21.00.
Brug af mobiltelefon
Det er tilladt at benytte mobiltelefon på barselsafsnittet, dog ikke i tidsrummet kl. 12.-15.00 og kl. 22.–07.00.
Røgfrit hospital
Det er IKKE tilladt at ryge på hospitalet. Det anbefales i øvrigt at du og din partner viser hensyn og reducerer rygningen af hensyn til det nyfødte barn og indeklimaet i hjemmet.
Jordemoder-/lægebesøg under indlæggelse
Du kan få udleveret kopi af fødselsbeskrivelsen. Har du behov for at få drøftet fødslen igennem med en jordemoder eller læge, kan dette aftales med sygeplejersken på barselsafsnittet. Din partner er naturligvis velkommen til at deltage i samtalen.
Kontaktjordemoder
Din kontaktjordemoder fra konsultationen vil kontakte dig ca. 2-4 uger efter fødslen for at høre til jeres trivsel. Hun vil også kunne sætte dig i forbindelse med jordemoderen, der var med ved din fødsel, såfremt du har behov for at tale om fødslen. Vi ved, det er vigtigt, at fødselsoplevelsen bliver talt godt igennem og vil gerne hjælpe jer med dette.
Du får inden udskrivelsen telefonnummeret til sundhedsplejersken, så du har mulighed for at kontakte hende. Sundhedsplejersken kontakter dig normalt inden for en uge. Din egen læge orienteres også om, at du har født.
Hælblodprøve (PKU)
Alle nyfødte får taget en blodprøve, når barnet er mellem 48-72 timer gammelt. Prøven tages i barnets hæl, hvor blodet suges op på et stykke trækpapir. Blodprøven tages nemmest, når barnets fod er varm og det generer barnet mindst muligt, hvis det lige har spist.
Blodprøven undersøges på Statens Seruminstitut for stofskiftesygdomme (bl.a. PKU og myxødem). Vejledning herom og tid til hælblodprøven udleveres på fødeafdelingen.
Ca. 14. dage efter at prøven er taget får afdelingen svar på prøven. Hvis prøven er i orden, hører I ingenting.
Tilbud om høreundersøgelse
1-2 børn ud af 1.000 børn fødes med hørenedsættelse. Derfor tilbydes, at alle nyfødte høreundersøges. Du får en tid med hjem. Undersøgelsen giver ingen gener for barnet. Se pjecen "Hørescreening".
Amning
Din mælk er den bedste og samtidig den mest naturlige ernæring for dit nyfødte barn. Dit barn har kun behov for din mælk, indtil det er seks måneder gammelt.
Det kan være et stort arbejde at få amningen i gang, og somme tider kræver det megen tålmodighed. Det har stor betydning, at barnet bliver lagt til brystet, så det har godt fat, når det sutter. Personalet er her for at hjælpe jer og vil gerne vejlede og hjælpe, når barnet skal lægges til.
Du skal bruge barselsperioden til at få mest mulig ro og hvile sammen med barnet. Derfor er det vigtigt, at du og din partner ikke har for mange besøgende.
Fødeafdelingen og barselsafsnittet er en uddannelsesafdeling
Det betyder, at der vil være jordemoder- og sygeplejestuderende i afdelingerne.




