Jobsøgning i Serviceafdelingen


Denne side er til dig, som vil søge job i Serviceafdelingen på Hospitalsenheden Horsens.
Jobsøgning: Faste stillinger m.m.
Når der er faste stillinger i Serviceafdelingen, opslås de via Easycruit på hjemmesiderne for Region Midt og Hospitalsenheden Horsens.
Hospitalsenheden Horsens hjemmeside
Region Midts hjemmeside
Fremgangsmåde
Du bedes søge stillingen som beskrevet i jobopslaget, hvilket betyder, at du skal læse jobopslaget igennem. Derefter skal du følge linket nederst i jobopslaget via ikonet "Søg job". Så bliver du automatisk guidet igennem ansøgningsprocessen.
For at komme i betragtning til stillingen, skal du søge elektronisk via stillingsopslaget i Easycruit.
Andre stillinger (vikariater, praktikker m.m.)
Andre stillinger kan søges således, at du her på siden kan finde et ansøgningsskema, som du skal udfylde. Aflevering af ansøgningsskemaet kan ske på to måder:
- Det sendes via mail til en serviceleder
(se andetsteds på hjemmesiden for en mailadresse) - Det afleveres personligt ved, at du tager kontakt til en serviceleder og aftaler et eventuelt møde
Vi kan ikke med sikkerhed garantere, at vi har tid til at mødes med dig, da vi lige for tiden ikke mangler arbejdskarft, men du er altid velkommen til at prøve.
Sådan gør du, når du vil søge et job (ikke fast stilling)
- Åbn ansøgningsskemaet og print det ud
- Udfyld ansøgningsskemaet
- Aftal et møde med en af servicelederne ved at ringe eller skrive en mail
- Forbered dig på nedenstående spørgsmål
Åbn ansøgningskema (pdf)
Serviceassistentuddannelsen
Vi henviser til, at du som jobansøger allerede har serviceassistentuddannelsen, eller du er indstillet på at tage den, som en del af en eventuel ansættelse.
Læs mere om serviceassistentuddannelsen (SUS)
Læs mere om serviceassistentuddannelsen (HEH)
Inden du kommer til en samtale, skal du overveje:
Fysik
Som serviceassistent skal du have en god fysik, da jobbet til tider kan være krævende. Hovedopgaven er rengøring, men der vil også være mindre ad hoc opgaver, som fx. portøropgaver, buffetservering, transporter og så videre.
Arbejds- og opholdstilladelse
Hvis du ikke er dansk statsborger, skal du kunne fremvise en gyldig arbejds- og opholdstilladelse.
Computer
Det forventes, at du har et almindeligt kendskab til brugen af computere eller har mod på at lære det hurtigt.
Læse, skrive og forstå dansk
I jobbet som serviceassistent skal du til tider kommunikere med patienter, pårørende og kollegaer. Desuden skal du kunne læse en arbejdsplan, forstå arbejdsinstrukser og retningslinjer. Derfor er det vigtigt, at du kan læse, skrive og forstå dansk.
Arbejdstider
Arbejdstiderne i Serviceafdelingen ligger ofte lidt skævt. Det vil sige, at arbejdstiderne ligger mellem 06:00 og 19:30 i hverdage og weekender. Derfor kan du få vagter om morgenen, eftermiddagen, aftenen og i weekender.
Hvis du har børn, bedes du undersøge pasningsmuligheder uden for normale åbningstider.
Transport
Hvis du ikke har bil eller bor inden for overkommelig gå- og cykleafstand, bedes du undersøge transportmuligheder udenfor normale køretider.
Attester
Ved arbejdsstart skal du kunne fremvise en børneattest og en ren straffeattest.
Vi glæder os til at høre fra dig!









