Undersøgelse og behandling
Mål for ergo- og fysioterapeutisk behandling og genoptræning.I samarbejde med patienten sætter ergo- og fysioterapeuten mål for behandling og genoptræning. Du kan herunder læse lidt om hvad ergoterapi og fysioterapi er. Få oplysninger om vores specifikke ergoterapeutiske og fysioterapeutiske tilbud ved at vælge på listen i venstre kolonne.
Hvad er ergoterapi?
Ergoterapeutisk behandling og genoptræning er rettet mod aktiviteterne i patientens almindelige hverdag.
Ergoterapeuten undersøger ressourcer og begrænsninger i kroppens funktioner, aktivitetsudførelse eller patientens omgivelser.
Formålet med ergoterapi er at behandle og / eller træne patienten eller tilrettelægge omgivelserne, så patienten bliver i stand til at klare så meget som muligt af dagligdagen på trods af sygdom eller funktionsevnenedsættelse. Dette sker ved træning af enkelte funktioner (f.eks. bevægelser i en arm) eller ved træning af selve aktiviteten (f.eks. at tage tøj på eller lave en kop kaffe). Træningen er individuel og tager altid udgangspunkt i den enkeltes særlige problemer. Træning kan også foregå i grupper, men med fokus på den enkelte patients særlige problemer.
Hvad er fysioterapi?
Fysioterapeutisk behandling og genoptræning er rettet mod kroppens funktioner.
Fysioterapeuten undersøger ressourcer og begrænsninger i kroppens funktioner, aktivitetsudførelse eller patientens omgivelser.
Formålet med fysioterapi er at behandle og / eller træne kroppens funktioner, således at patienten kan klare sig fysisk i dagligdagen på trods af sygdom eller funktionsevnenedsættelse. Det sker ved at træne enkelt funktioner (f.eks. at bøje knæet) eller ved at træne hele aktiviteten (f.eks. at gå ned ad trapper). Der trænes i funktioner, der er naturlige for patienten og minder om det patienten er vant til. Træningen er individuel og tager altid udgangspunkt i den enkeltes særlige problemer. Træning kan også foregå i grupper, men med fokus på den enkelte patients særlige problemer.











