Fortsat kompetenceudvikling og høj faglighed
Vi vil sikre de rette kvalifikationer og høj faglighed og derfor prioritere uddannelse og kompetenceudvikling, som er kontinuerlig og skræddersyet – systematisk, struktureret og i et nyt tempo og omfang.
Den faglige kvalitet og stolthed på hospitalet skal fremadrettet vokse. Vi skal udfordre hinanden, så fastfrosne billeder af roller, rutiner og faggruppers selvforståelse sættes i spil. Vi vil udvikle koncepter, der sikrer optimale og velfungerende arbejdsgange. Vi vil dyrke vore talenter, så lederpotentiale, projektmageri og faglige ildsjæle synliggøres, motiveres og værdsættes. Nye medarbejdere skal føle sig velkomne gennem grundig introduktion og oplæring samt muligheden for at få tilknyttet en faglig mentor.
Tværfagligheden skal fremmes gennem samarbejder, opgaver og nytænkende projekter, der går på tværs af afdelinger og faggrupper. Derved vil vi skabe større helhedsforståelse og fremme en fællesopfattelse: Vi er ét stort team, der er afhængige af hinanden og arbejder mod de samme mål – i så høj grad, at kulturen tydeligt og kraftigt afspejler denne team-ånd.
Nogle af de realiserede tiltag, der knytter sig høj faglighed, er:
Frivilligkorps:
På hospitalet er der etableret et frivilligkorps, som er tilknyttet visse afdelinger. De frivillige udfører ikke plejeopgaver, men indgår som en ekstra social kontakt til glæde og gavn for både patienter og plejepersonale - dette frigiver bl.a. tid til at sygeplejerskerne kan prioritere tid til fagligheden. Kendetegnet for de frivillige er, at de har god tid, og alene skal prioritere de sociale aspekter i forhold til patienten.
Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft:
Hospitalet er gået forrest i forhold til at imødekomme den tidligere så store rekrutteringsudfordringen inden for sygeplejefagligt personale. Dette har blandt andet betydet at hospitalet har rekrutteret 15 tyske sygeplejersker og 6 indiske læger. Hospitalet får til stadighed udenlandske medarbejdere, men der foretages ikke længere offensiv rekruttering. Når udenlandsk personale ansættes har hospitalet valgt at have en helhedsorienteret tilgang, hvor en lang række aspekter medtænkes, herunder bl.a. sprogundervisning, kulturforståelse, familieforhold, bolig og fritid.
Plejeressourcer til ernæringsterapien
På medicinsk afdeling bruges et kostkoncept, hvilket medfører, at der sker opgaveglidning fra plejepersonale til ernæringsfagligt personale. Ved at anvende ernæringsassistenter til varetagelse af kostrelaterede opgaver, frigives der plejeressourcer til styrkelse af ernæringsterapien.
Introduktions- og oplæringssygeplejerske
På flere afdelinger, bl.a. Akutafdelingen, P4, P5, Dagkirurgisk Center og Intensiv findes der introduktions- og oplæringssygeplejersker, der sørger for en god og grundig introduktion for alle nyansatte sygeplejersker.




