English
Deutsch

Hospitalsenheden Horsens får 12 i kvalitet

Hospitalsenheden Horsens har fået det fineste kvalitetsstempel inden for sundhedsvæsenet: Akkrediteret uden bemærkninger.


Se video af tilbagemelding her:


1. del af endelig tilbagemelding
2. del af endelig tilbagemelding
 
Hospitalsenheden Horsens har fået kvalitetsstemplet på baggrund af en ekstern undersøgelse, som blev foretaget i foråret 2011. Her havde hospitalsenheden besøg af et surveyteam, som gennemførte et omfattende kvalitetstjek for at se om hospitalsenheden lever op til kravene i Den Danske Kvalitetsmodel*.

”Gennemsyret af kvalitet!”
Sådan beskrev ledende surveyor Linda Greffel Hospitalsenheden Horsens, da hun i spidsen for surveyteamet indstillede Hospitalsenheden Horsens til at blive akkrediteret uden bemærkninger.
Under besøget konkluderede surveyteamet, at der er rigtig meget, medarbejderne på hospitalet kan være stolte af: arbejdet med patientsikkerhed, medarbejdernes åbenhed, ærlighed og villighed til at fortælle samt en kreativ og engageret tilgang til kvalitetsarbejdet.
Også hospitalets samarbejde med primærsektor, det store fokus på hygiejne og husets tværfaglige samarbejde og dialog høstede anerkendelse hos surveyteamet.
Og så var der udelt begejstring for iHospitalet, hospitalsenhedens tværgående logistik og kommunikationssystem.

Energi og lyst til at arbejde endnu hårdere
Chefsygeplejerske Anna Birte Sparvath er stolt over, at hospitalet høster så stor anerkendelse for sit kvalitetsarbejde: ”Vi er i hospitalsledelsen stolte af alle vore medarbejdere, der året rundt hver for sig, men også sammen, gør hvad de kan for at sikre kvalitet i alt. Sådan var det også i starten af maj, hvor vi havde besøg.”
Hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen mener, at surveyteamets bedømmelse nærmest forpligter os til at fortsætte det gode arbejde: ”Vi har jo nu fået et flot 12-tal og det giver os både energi og lyst til at arbejde endnu hårdere med at udbygge kvaliteten og patientsikkerheden.” 


Se certifikatet her

Læs mere om
Kvalitet på Hospitalsenheden Horsens
Surveyrapporten – Hospitalsenheden Horsens
IKAS Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet
Den Danske Kvalitetsmodel

* Den Danske Kvalitetsmodel, et kvalitetsudviklingssystem for sundhedsvæsenet ud fra hvilken danske hospitaler skal leve op til 104 standarder for kvalitet.

Sidst redigeret 19-09-2011 af Loa Benedikte Theibel