Som første ortoædkirurgiske patient i de nye operationsstuer modtog Svenn Eric Bengtsson en buket blomster. Bagved personale fra venstre mod højre: Birgitte Holmen, Kirsten Kræfting og Lisbeth Meier.

 

Seks nye operationsstuer indvies i denne uge på Hospitalsenheden Horsens.

Lidt flere patienter vil fremover kunne blive opereret i Horsens, idet hospitalsenheden med seks nye operationsstuer får en udvidet kapacitet på én stue mere end tidligere.

De nye stuer står nu klar til indvielse og vil én for én blive taget i brug i dagene mellem den 11. og 15. august.

Fire af de nye stuer er indrettet til ortopædkirurgiske patienter og to til gynækologiske patienter, hvoraf den ene stue er permanent reserveret til akutte kejsersnit. Den nye operationsgang er etableret på ca. 1.000 kvadratmeter i hospitalsenhedens tidligere dagkirurgiske center.

- Vi glæder os meget over at tage endnu et væsentligt skridt i retning mod det fremtidige akuthospital, som vi er i gang med at realisere her i Horsens. De nye, moderne og rummelige operationsstuer øger både kvalitet og patientsikkerhed og bliver derfor til gavn for både patienter og personale, siger hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen fra Hospitalsenheden Horsens.

 

Flere nye byggeprojekter på vej

Etableringen af de nye operationsstuer sker som den første af to etaper, der skal resultere i en ny og moderne operationsafdeling på Hospitalsenheden Horsens. Anden etape gennemføres i forbindelse med opførelsen af en ny bygning ’Nye Nord’ ud mod Sundvej, hvor stuerne til de mavetarm-kirurgiske operationer fremover vil få plads.

Den nye operationsgang skal sammen med de øvrige anlægsprojekter resultere i et hospital, der i endnu højere grad tilgodeser det gode og sammenhængende patientforløb. Indretningen og logistikken i det nye hospital er derfor bygget op omkring to typer patientforløb: Det akutte og det planlagte. Den nye operationsgang har fået en central placering for at kunne tage imod begge typer patienter.

Næste større anlægsprojekt på Hospitalsenheden Horsens bliver etablering af et nyt underjordisk servicedepot og en ny tunnelforbindelse fra hospitalet og ud mod Sundvej. Projektet går i gang primo september.

Derefter står hospitalsenhedens akutafdeling for at blive udvidet.

Kapacitet på Hospitalsenheden Horsens 2020 (hovednøgletal):

  • 38 akutpladser samt skadestue og lægevagt
  • 9-10 intensivpladser
  • Ca. 100 ambulatorie-rum
  • Ca. 223 sengepladser
  • Billeddiagnostisk afdeling med MR-, CT-,røntgen- og ultralyd
  • Fysio- og ergoterapi
  • Centrallaboratorium
  • Apoteksfilial.

Hospitalets samlede kapacitet vil blive udvidet med 13.000 m2.

Flere oplysninger:

Administrationschef og chef for byggeri Thomas Balle Kristensen
tlf. 3038 7193
mail: tbk@horsens.rm.dk.