Koekkenroser-Hospitaler-LF-900.jpg

Vinderne af ‘Økologiske Køkkenroser’ 2019 i kategorien ’Central- og hospitalskøkkener’ blev Køkkenet på Regionshospitalet Horsens. Det er direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer til venstre (foto: Landbrug & Fødevarer).

Køkkenet på Regionshospitalet Horsens har netop modtaget den fornemme pris 'Økologiske Køkkenroser', som bl.a. Landbrug & Fødevarer står bag. Prisen gives til fagfolk, som slår et ekstra slag for økologien.

Med prisen 'Økologiske køkkenroser' ønsker juryen at hædre offentlige køkkener, som gør en ekstra indsats for at øge andelen af økologiske råvarer.

Samtidig skal køkkenet tænke de økologiske principper ind i produktionen og helt ud til patienterne.

Og netop det fokus mestrer hospitalets køkkenpersonale, som vandt en af ud fire priser i kategorien 'Central- og hospitalskøkkener'.

- Igen i år har vi mødt engagerende chefer og medarbejdere, der sætter dét at tilberede mad til deres målgruppe, i centrum, siger jurymedlem Michael Allerup Nielsen, som også er næstformand i Kost- & Ernæringsforbundet.

- Fælles for årets vindere er nemlig, at de præsterer særlig godt, når det kommer til madhåndværk, sæsonens råvarer, smag og æstetik i måltidet. Alt sammen med deres konkrete målgruppe for øje.

Tæt på patienterne
I køkkenet på Regionshospitalet Horsens vækker den fine pris naturligvis begejstring. Herfra siger Kirsten Knudsen, ledende økonoma.

- Jeg er utrolig stolt og glad – både på mine egne og på mine medarbejderes vegne. Vi er alle meget tæt på patienterne i hverdagen, og det betyder, at vi har mulighed for at lytte til dem og se, hvad det er for noget mad, de bedst kan lide. Det betyder meget.

Andelen af økologiske råvarer i Køkkenet på Regionshospitalet er nu oppe på 88,5%.

Prisen 'Økologiske Køkkenroser' er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Kost- og Ernæringsforbundet, FOA og 3F.