Første patient til knæoperation i dagkirurgi.jpg


Svend Jørgen i sengen med blomster og ellers fra venstre: Overlæge Uday Kant Sony, ortopædkirurg Peter Hansen og overlæge Christian Jessen.

Den 6. marts fik Svend Jørgen som den første patient indopereret et halvt kunstigt knæ i dagkirurgi på hospitalet.
 

Svend Jørgen mødte ind på hospitalet om morgenen og kunne efter operationen og nogle få timers opvågning tage hjem til sig selv igen.

- Vi har indtil nu udelukkende gennemført operationer med kunstige knæ på hospitalets operationsgang og med efterfølgende indlæggelse. Men mange patienter kan og vil gerne hjem igen den samme dag, hvis de får den fornødne smertelindring og har pårørende til at hjælpe sig i hjemmet. Det giver patienten mulighed for hurtigt at vende hjem til dagligdagen og fortsætte med genoptræningen, forklarer ortopædkirurg Peter Hansen.

Hospitalets ortopædkirurgiske afdeling har i samarbejde med afdelingen for Bedøvelse, Operation og Intensiv udviklet det nye forløb, hvor operationen i princippet er den samme. Ændringen består i den smertelindring, som patienten tilbydes.

- Vi giver ved denne type operation patienten to avancerede blokader, som blokerer smerterne fra knæet og ikke musklerne i benet. Det betyder, at patienten kan bevæge sig igen allerede på operationsdagen, siger overlæge Christian Jessen fra Bedøvelse, Operation og Intensiv. 

Det er dog ikke alle patienter, som fremover vil blive tilbudt sammedags-kirurgi inden for knæproteser. Hvis patienten f.eks. skal have udført en mere kompliceret operation end et halvt kunstigt knæ, eller hvis patienten har andre sygdomme/problemstillinger, så vil patienten fortsat blive opereret på en af stuerne på operationsgangen og være indlagt efterfølgende.

- Derfor visiterer vi også alle patienter grundigt, så hver patient får det forløb, som passer bedst til den enkelte, siger Peter Hansen.

Afdelingerne forventer fremover at gennemføre cirka halvdelen af knæproteseoperationerne i dagkirurgisk regi.