Hjertestarterdagen.jpg

Til Hjertestarterdagen onsdag d. 16. oktober kan børn og voksne blive klar til at redde liv, hvis de bliver vidne til et hjertestop. Sygeplejersker og en læge fra Regionshospitalet Horsens står klar i KUBEN på Søndergade i Horsens til at vise, hvordan man yder genoplivning og bruger en hjertestarter.

Et væld af gratis aktiviteter skal på Hjertestarterdagen i efterårsferien ruste børn, unge og voksne til at hjælpe, hvis de skulle blive vidne til et hjertestop.

I KUBEN på Søndergade i Horsens står personale fra Hjertemedicinsk Afsnit, Regionshospitalet Horsens, klar til at vise alle interesserede, hvordan man med simple teknikker og hurtig reaktion kan lære at redde liv.

Personalet vil medbringe forskelligt udstyr, så alle får mulighed for at afprøve hjerte-lunge redning på en dukke og for at bruge en hjertestarter. Der udleveres diplom og balloner til børn, som prøver at yde livsreddende førstehjælp.

- Den 16. oktober står vi klar i KUBEN til at undervise alle interesserede i at håndtere et hjertestop, siger de fire hospitalsrepræsentanter: Læge Sanne Bøjet, sygeplejerske Line Berg, specialeansvarligsygeplejerske Thea Celander Maack og udviklingssygeplejerske Berit Falkesgaard Nørgaard, alle fra hospitalets hjertemedicinske afsnit.

- Det er vigtigt, at endnu flere danskere bliver klar til at reagere hurtigt i det tilfælde, at uheldet er ude. Tiden er nemlig en afgørende faktor i forbindelse med hjertestop. Når man ringer 1-1-2 ved hjertestop, bliver man guidet til at give hjertemassage og kunstigt åndedræt  Men det er altså lettere, hvis man har øvet sig et par gange før. Det hjælper vi med til Hjertestarterdagen, fortæller de fire repræsentanter.

Arrangementet foregår som åbent hus:
Onsdag den 16. oktober 2019 i KUBEN, Søndergade, Horsens kl. 14.00-16.00.

Flere og flere træder til for at redde liv ved hjertestop:

  • Der er sket flotte fremskridt i Danmark i løbet af de sidste årtier og flere overlever hjertestop.
  • I Danmark falder omkring 4.000 personer hvert år om med hjertestop uden for hospital, svarende til ca. 11 personer om dagen.
  • I 68% af tilfældene træder vidner til med genoplivning, hvilket er en tredobling i forhold til i 2001.
  • Tre ud af fire hjertestop sker i private hjem. Det er derfor vigtigt at kunne træde til hurtigt for at redde sine nærmeste, da chancen for at overleve forøges markant, hvis der bliver givet hjertemassage og kunstigt åndedræt indenfor de første minutter.
  • Børn kan yde genoplivning fra ca. 12-årsalderen, og alle kan ringe 1-1-2, også mindre børn.

Om Hjertestarterdagen:

  • Hjertestarterdagen er en årligt tilbagevendende begivenhed, som markeres i både Danmark og resten af verden.
  • Initiativet kommer fra EU-Parlamentet og bliver støttet af den internationale organisation ILCOR (International Liaison Committee on Resuscitation).
  • I Danmark står Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden for 7. år i træk bag dagen. En lang række aktører inden for genoplivning inviterer til gratis arrangementer i hele landet, som sætter fokus på, at danskerne skal lære at redde liv.
  • Læs mere på hjertestarterdagen.dk og www.restartaheart.eu.