Den 1. september 2019 tiltræder Martin Rostgaard-Knudsen som ledende overlæge på hospitalets afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv.

Martin Rostgaard-Knudsen er uddannet speciallæge i anæstesi og kommer fra en stilling som afdelingslæge på Ortopædkirurgi, Operation og Intensiv på Regionshospitalet Randers.

Her har han bl.a. varetaget projektledelsen af 'Det Gode Patientforløb' under 'Sikkert OP-Flow' med fokus på at udvikle gode patientforløb og tilhørende arbejdsgange.

I den nye stilling skal Martin Rostgaard-Knudsen drive og udvikle Bedøvelse, Operation og Intensiv i et samarbejde med oversygeplejerske Christine Dragsbæk Knudsen, og det er en opgave, han ser meget frem til at varetage.

- Jeg er drevet af lysten til at udtænke og realisere visioner og glæder mig meget til at møde alle afdelingens medarbejdere og ledere. I fællesskab skal vi finde de rette løsninger med afsæt i patienten og til alle tider sikre behandling af høj kvalitet såvel som optimal ressourceudnyttelse, siger Martin Rostgaard-Knudsen, som også har ambitionen om at gøre afdelingen til et endnu bedre sted at arbejde.

Hospitalsledelsen på Regionshospitalet Horsens ser frem til at kunne byde Martin Rostgaard-Knudsen velkommen i afdelingsledelseskredsen på hospitalet.

- Vi har i et stærkt ansøgerfelt valgt Martin på baggrund af hans energi, vilje og virketrang, som han forstår at balancere med en stærk fornemmelse for sine omgivelser og egne begrænsninger. Han har et veludviklet visionært og udviklingsorienteret blik samtidig med, at han har en stor forståelse for kompleksiteten i sundhedsvæsenet og det organisatoriske perspektiv, siger lægefaglig direktør Nils Falk Bjerregaard fra Regionshospitalet Horsens.

Martin Rostgaard-Knudsen er 37 år og bor i Skørping med sin familie.

Aktuelt er han i gang med en efteruddannelse i SSAI-regi (Scandinavian Society of Anesthesiology and Intensive Care Medicine), ligesom han er begyndt på en master i offentlig ledelse.