Variation kan inddeles i følgende punkter:

Biologisk variation, som vedrører den enkelte person (intraindividuel variation)

  • Kost, herunder tidspunkt fra forudgående fødeindtagelse: fx. er P-Glukose højere efter fødeindtagelse end under faste, og P-Triglycerider er lavere på fedtfattig kost
  • Medicinindtagelse: fx. nedsætter acetylsalicylsyre thrombocytternes evne til aggregation
  • Fysisk aktivitet: fx. kan løb øge P-Kreatinkinase
  • Stilling/lejring påvirker store molekyler og partikler: fx. er P-Albumin, P-Thyroxin frit[FT4] og B-Erythrocytter højere hos oppegående end hos sengeliggende personer.
  • Døgnvariation: fx. er P-Thyrotropin[TSH] højest om natten og om morgenen.
  • Menstruationscyklus: fx. fertilitetshormoner P-Follitropin[FSH], P-Lutropin[LH], P-Østradiol og P-Progesteron ændrer sig i cyclus
  • Sygdomsbehandling

For en lang række analyser er den intra-individuelle variation undersøgt på raske personer og listet i databaser. Disse kan ikke altid overføres på patienter, som har afvigende værdier. Et eksempel er P-Laktat som hos raske har lave værdier, hvilket medfører stor relativ intra-individuel variation, men målt på patienter med højere laktat-niveau er variationen mindre.
For at mindske indflydelse fra den biologiske variation, planlægges prøvetagning hensigtsmæssigt, fx. i forhold til døgnvariation, fødeindtagelse og fysisk aktivitet.

Variation mellem personer (inter-individuel variation)

  • Alder: fx. er P-Basisk fosfatase højere hos børn end hos voksne
  • Arvelige forhold: har fx. indflydelse på P-Basisk fosfatase og P-Kolesterol
  • Kønsforskelle: fx. er B-Hæmoglobin og P-Kreatinin højere hos mænd end hos kvinder. 

Den inter-individuelle variation fremgår af referenceintervaller.

Variation, som kan tilskrives prøvetagning

Eksempler

  • Stase ved blodprøvetagning. Langvarig stase kan fx. bevirke stigning i P-Kalium og P-Laktatdehydrogenase. Se også ovenfor om patientens lejring.
  • Forurening fra drop med infusionsvæske

Bidrag herfra skal undgås eller minimeres ved prøvetagning.

Variation, som kan tilskrives prøvebehandling

Eksempler

  • Prøvetagningsrør
  • Adskillelse af serum/plasma fra blodlegemer
  • Opbevaringstemperatur og -tid
  • Transport af prøve

Prøvebehandling skal foregå så variation udelukkes eller minimeres.

Variation, som kan tilskrives analysering

Analytisk variation kan inddeles i:

  • Korrekthed, der er et mål for analysens systematiske afvigelse fra det sande resultat
  • Præcision, som er et mål for analysens spredning

En analysemetodes korrekthed har primært betydning ved vurdering af et analyseresultat i forhold til et referenceinterval, et terapeutisk interval eller en beslutningsgrænse.

For at bestemme korrektheden for en analysemetode, kræves kendskab til sande resultater, hvilket er ressourcekrævende og ikke muligt til daglig rutine. Laboratoriets analyser er kalibreret med sporbarhed til internationale kalibratorer. For at vurdere pålideligheden til klinisk anvendelse deltager laboratoriet i kvalitetskontrolprogrammer, hvor resultater bliver sammenlignet nationalt og/eller internationalt.

En analysemetodes præcision har primært betydning ved sammenligning af gentagne målinger på en patient. Laboratoriet analyserer kontrolprøver i alle analyseserier med henblik på accept eller forkastelse af resultater.

Kontrolresultater behandles statistisk med henblik på at vurdere metodens korrekthed og præcision i forhold til de krav laboratoriet har sat op.

Vurdering af et enkelt analyseresultat

For udvalgte analyser er variation på analyseresultater beregnet. I beregningen indgår usikkerhed stammende fra prøvetagning, kalibrator og selve målingen. Variationen for det enkelte analyseresultat fremgår under de enkelte analyser og udtrykkes svarende til et 95% konfidensinterval for den korrekte værdi. Den biologiske variation indgår ikke i denne beregning.

Vurdering af, om patientens analyseresultater er ændret i forhold til sidste måling

Det kan beregnes, hvor stor en procentuel forskel der skal være mellem 2 måleresultater hos samme patient for at forskellen er statistisk signifikant.

Beregning foretages ud fra intra-individuel biologisk variation og analytisk variation. Hvis man vælger 5%-niveauet som sikkerhedsgrænse, skal forskellen være større end 2,8 x √(CV²analytisk + CV²intraindividuel). Se angivelse under de enkelte analyser.