Venteområdet på Afsnit for Mor og Barn

Vi tilbyder barselsophold til alle førstegangsfødende og til flergangsfødende, hvor der i graviditeten eller under fødslen har været komplikationer, som skal observeres efterfølgende. Desuden tilbydes barselsophold for dig, der skal have lavet planlagt kejsersnit. De fleste vil være indlagt 1-2 dage, men ingen barselsforløb er ens, og nybagte familier kan have forskellige behov. Derfor tilrettelægges barselsopholdet ud fra jeres specifikke situation.

En tryg start på jeres nye liv som forældre

På Afsnit for Mor og Barn er der ansat både sygeplejersker, jordemødre og social -og sundhedsassistenter med bred erfaring med barselspleje.

Vores fokus er at hjælpe jer til at få en tryg start i rollen som nybagte forældre. I får vejledning og redskaber til, hvordan I lærer at læse jeres nyfødte barns signaler, samt viden og praktiske færdigheder i forhold til at sikre jeres barns trivsel, herunder amning eller flaskeernæring, bleskift, hygiejne, døgnrytme og søvn.

Personalet kommer rundt til jer på stuerne, og I kan ringe efter os ved behov.

Faciliteter og medindlæggelse

Afsnit for Mor og Barn består af ialt 15 stuer med eget bad, toilet og puslefaciliteter. Heraf er 4 stuer dobbeltstuer, som i travle perioder vil blive taget i brug. Det betyder, at der kan være indlagt 2 mødre og børn på samme stue.

Far eller anden pårørende kan være medindlagt. Det koster 300 kr. pr. dag. Beløbet dækker over overnatning og forplejning. Såfremt I er indlagt på en dobbeltstue, vil I sammen med personalet skulle drøfte, hvorvidt det er muligt at overnatte på stuen.

Vi har skiftetøj til både mor og barn, men vi anbefaler, at I benytter jeres eget tøj. I skal selv medbringe babydyne og -betræk.