Gulsot hos nyfødte er et normalt fysiologisk fænomen, der forekommer hos op mod halvdelen af alle nyfødte.

Gulsot ses ved en gulfarvning af huden. Det skyldes, at barnet efter fødslen har et overskud af røde blodlegemer, som nedbrydes, og herved dannes affaldsstoffet bilirubin, som udskilles via leveren. Det nyfødte barns lever er umoden og derfor kan evnen til at udskille bilirubinen være nedsat. Det ophobes i stedet i kroppen, og farver huden gul.

Hos nogle børn kan det blive nødvendigt at behandle gulsot med lysbehandling.

Der er tre forhold, I skal være opmærksomme på, når I skal vurdere jeres barns gulsot

1) Hvor gammelt er barnet?

Gulsot optræder som regel 2-4 dage efter fødslen, og når sit højeste niveau i slutningen af første leveuge. Hvis jeres barn bliver gul inden for det første døgn, eller fortsat er gul efter 14 dage, skal I kontakte sundhedspersonale.

2) Hvor gul er barnet?

Gulsot bliver først synligt i ansigten og bevæger sig gradvist ned af kroppen. Hvis jeres barn er gul i ansigtet og på kroppen, skal I kontakte sundhedspersonale.

3) Er barnet sløv?

I skal kontakte sundhedspersonale, hvis jeres barn bliver sløv, dvs.:

  • Ikke melder sig og spiser mindre end 8 gange i døgnet
  • Falder hurtigt i søvn under måltidet
  • Er svær at vække
  • Sover gentagne gange mere end 5 timer ad gangen.

Hyppig amning - gerne 10-12 gange i døgnet kan reducere forekomsten af gulsot, da mælken hjælper med at udskille bilirubin.

Læs mere omkring behandling af gulsot.

Ved spørgsmål kan I kontakte jeres sundhedsplejerske. Udenfor sundhedsplejens træffetid kan I kontakte Afsnit for Mor og Barn indenfor den første uge efter fødslen på tlf. 7842 6507.