Du modtager en indkaldelse til din første jordemoderundersøgelse i din e-boks. Første undersøgelse hos jordemoderen foregår typisk i graviditetsuge 18-20 i graviditeten, dvs. efter nakkefoldsscanningen. Første konsultation varer ca. 40 min.
De efterfølgende jordemodertider bookes fra gang til gang.
Som førstegangsfødende tilbydes du konsultationer i graviditetsuge 29, 35, 37, 39 og evt. 40. Flergangsfødende tilbydes konsultationer i graviditetsuge 29, 36, 39 og evt. 40. Konsultationerne varer 20 min. Der kan efter aftale med din jordemoder tilbydes yderligere eller udvidede tider efter jeres behov.
Ved konsultationerne er det både dig, din partner og barnet, der er i centrum. Din partner er velkommen til alle konsultationer. Hver konsultation består dels af samtale, som tager udgangspunkt i, hvad der fylder for jer. I kan f.eks. bruge jeres jordemoder til at tale om kroppens forandringer under graviditet, jeres forventninger og tanker om forældrerollen, seksualitet, tilknytning til barnet, fødslen, amning og det nyfødte barn. Du kan bruge også bruge din jordemoder til at tale om det, som måske kan være svært, eksempelvis fødselsangst, tidligere overgreb i livet, udfordringer i parforholdet m.m.
Herudover indeholder konsultationerne en række helbredsundersøgelser såsom måling af blodtryk, urinundersøgelse og undersøgelse af barnets vækst, hvor jordemoderen mærker dig udefra på maven.
Hjælp gerne jeres jordemoder ved f.eks. at have skrevet jeres/dine tanker eller spørgsmål ned hjemmefra.
Kendt jordemoderordning og fast beredskab
Som gravid i Horsens er du enten tilknyttet fast beredskab eller kendt jordemoderordning. Sårbare gravide og hjemmefødsler visiteres til kendt jordemoderordning. Herudover er det termin og geografi, der afgør, om man følges af fast beredskab eller kendt jordemoderordning.
I kendt jordemoderordning følges du af et team af tre jordemødre, som ser dig på skift, og til fødslen føder du med én af de tre.
I fast beredskab følges du af én jordemoder gennem graviditeten, og til fødslen føder du med en jordemoder fra det faste beredskab, som har vagt den pågældende dag. Det er således ikke sikkert, at du føder med en jordemoder, som du kender i forvejen. I graviditeten tilstræber vi, at du/I ser den samme jordemoder til hver konsultation.
Vi er på Fødeafsnittet i Horsens glade for, at vi kan tilbyde høj kvalitet, sikkerhed og kontinuitet uanset om du er tilknyttet kendt jordemoderordning eller det faste beredskab.
Konsultation i Horsens: Hospitalet, Sundvej 30, Bygning G
Telefontid: mandag-torsdag kl. 10.00-12.00, Tlf. 7842 6460
Konsultation i Skanderborg: Sygehusvej 7, 1. sal, fløj A, 8660 Skanderborg
Konsultation i Hedensted: Bytorvet 27C, 1. sal, 8722 Hedensted (bagsiden, via fysioterapien)
Telefontid: hver onsdag samt tirsdage i ulige uger: kl. 12.30-13.00, Tlf. 2422 8439
Konsultation i Odder: Vitapark, indgang B, plan3 lokale 17 og 23, 8300 Odder
Booking eller ændring af tider i jordemoderkonsultationen:
Mandag – fredag kl. 10.00-12.00 på tlf. 7842 6460