18.03.2018

Læge Mette Nygaard Christensen (i midten) og sygeplejerske Mia Andersen (til højre)

Stuegang på patientens præmisser: Speciallægerne går nu stuegang i en uge ad gangen på de medicinske sengeafsnit på Regionshospitalet Horsens. Det skaber bl.a. bedre patientforløb og tidligere udskrivelser.

Hvor de medicinske speciallæger tidligere gik stuegang på skift, så går den samme speciallæge nu stuegang i mindst fem hverdage i træk.

Dermed oplever mange flere patienter at kunne genkende den læge, som kommer ind ad døren for at gøre status på behandlingsforløb og eventuelt gøre klar til udskrivelse. Og det gør patienterne trygge.

- Med den nye struktur får vi skabt langt bedre sammenhæng i det enkelte patientforløb, siger ledende overlæge Thomas Hahn, Medicinsk Afdeling.

- Når den samme læge er med i hele indlæggelsesforløbet, så kan patient og personale bygge videre på den dialog, de har om patientens behandlingsplan fra dag ét. Tidligere skulle de begynde forfra hver eneste dag, og mange patienter følte, de skulle svare på de samme spørgsmål flere gange, siger Thomas Hahn.

Tidligere udskrivelser

Kortere liggetid og tidligere udskrivelser er andet resultat af den nye stuegangsstruktur, som Medicinsk Afdeling indførte i efteråret.

Hospitalets medicinske sengeafsnit 2 er f.eks. lykkedes med at udskrive godt 30 % af patienterne indlagt i mere end 48 timer før kl. 12 på dagen. Det er betydeligt flere end tidligere.

- Når jeg ser patienterne dag for dag, så kan jeg bedre vurdere, hvornår patienten er i bedring. Det gør det nemmere at planlægge frem i tiden og få forberedt den gode udskrivelse. Jeg sørger f.eks. for at få forberedt epikrisen og afstemt medicinliste dagen i forvejen, hvis jeg ved, at patienten kan komme hjem næste formiddag, siger overlæge Anne Lene Riis.

Hun fremhæver, at den nye struktur også er med til at skabe holdånd blandt personalet, fordi det samme team af speciallæger, reservelæger og sygeplejersker nu bruger mere tid sammen, hvor de kan koordinere opgaverne.

Bedre sammenhæng og læring

Baggrunden for den nye stuegangsform var – udover forbedring af patientforløbene – også et ønske fra sygeplejerskerne og de yngre læger om bedre sammenhæng og mere læring.

De yngre læger går nu derfor også stuegang en helt uge ad gangen i et team med den samme speciallæge. Det giver de yngre læger et større uddannelsesmæssigt udbytte.

- Vi kan bedre rådgive og vejlede de yngre læger, når vi har stuegangen sammen flere dage i træk. De yngre læger kommer også til at kende patienterne bedre, de får mere sparring med de erfarne kolleger og kan dermed bidrage mere effektivt under stuegangen, siger Anne Lene Riis.

- Vi kan nu begynde ugen med at sætte læringsmål og samle op på målene sidst på ugen. Det giver de yngre læger et anderledes sammenhængende læringsforløb, siger Anne Lene Riis.

Medicinsk Afdeling evaluerer løbende den nye stuegangsform med henblik på yderligere optimering. Bl.a. vil afdelingen undersøge, om en ugentlig status over stuegangsfunktionen kan bidrage til yderligere udvikling af konceptet.