Alle medarbejdere på Regionshospitalet Horsens med gamle ID-kort skal i forbindelse med indførslen af softwareløsningen, Follow Me print, have taget nyt personalefoto til et nyt ID-kort i fotostanderen ved Den Blå Café.

Har du et gammelt ID-kort med et 3-cifret eller 4-cifret nummer på bagsiden (se billederne nedenfor) så skal du forbi fotostanderen i Den Blå Café og have taget et nyt foto senest den 13/8 2018. Det skyldes at vi på hospitalet skal have implementeret softwareløsningen Follow Me print, som ID-kortene med de 3-cifrede og 4-cifrede kortnumre ikke understøtter og at vi, pga. FIP, ikke har gamle personalefotos liggende.




De gamle ID-kort med et 4-cifret kortnummer som skal udskiftes med nye.

Holder styr på følsomme og fortrolige oplysninger

Follow Me print betyder, at man udskriver til en print-kø i "skyen", hvorefter man kan hente printet fra en hvilken som helst Konica Minolta-printer, der er koblet til Follow Me-funktionen, ved at skanne sit ID-kort.

Follow Me print hjælper dermed med at holde styr på følsomme og fortrolige oplysninger. Derudover fjerner Follow Me print flaskehalsen ved printeren og sikrer, at de papirer, der printes, afhentes af den rette person.

Løsningen implementeres på alle hospitalets printere og tages i brug i løbet af oktober 2018.

Nyt kort skal afhentes i Informationen

Har du et af de gamle ID-kort, skal du have taget et nyt billede i fotostanderen i Den Blå Café ved indgang K senest den 13/8 2018. Service og Teknik vil kontakte din afdeling efter sommerferien, når de er klar til at tage imod dig i Informationen, så du kan få printet dit nye ID-kort. I samme øjeblik det nye kort printes, vil det gamle kort blive inaktivt.

Det vil fortsat være muligt at få printet et nyt ID-kort efter Follow Me-løsningen er taget i brug, men vær opmærksom på, at dit gamle ID-kort ikke vil kunne anvendes til print, efter afdelingens printere er koblet på Follow Me.

Har du ikke behov for at printe, er det naturligvis op til dig, om du ønsker et nyt ID-kort. Det gamle kort vil fortsat være funktionelt, blot ikke til print.

Et af de nye ID-kort som virker til Follow Me print