09.10.20

Planlægning foran CASA.jpgSkiltegruppen igang med forberedelsen af det nye testcenter. Det er fra venstre Rikke, Birgitte, Niels, Charlotte og Sarah

En gruppe af hospitalets medarbejdere og ledere arbejder i øjeblikket på højtryk for at organisere og indrette et nyt testcenter ved Forum Horsens. Testcenter Horsens skal fremover teste borgere og patienter fra to år og opefter, med og uden symptomer på COVID-19.

Parkeringspladsen ved Forum Horsens er disse dage ved at blive omdannet til det første af regionens i alt syv testcentre, som fremover skal teste borgere og patienter for COVID-19.

Det er det såkaldte samfunds- og sundhedsspor, som nu bliver lagt sammen. Indtil nu har regionerne stået for sundhedssporet, mens Statens Serum Institut har stået for organisering af samfundssporet.

- Med sammenlægningen bliver det først og fremmest betydeligt mere enkelt for borgere og patienter at booke og få gennemført en test, siger oversygeplejerske Birgitte Bigom, som er projektleder på opbygningen af det nye testcenter.

- Samtidig får vi bygget et testcenter, som tilbyder nogle langt bedre forhold for både patienter og personale, end vi i dag har i teltene, forklarer Birgitte med henvisning til, at hospitalets podningsklinik flytter fra hospitalets område og ud til Forum Horsens, hvor teltpavillonen erstattes med mere solide pavilloner, og der er langt bedre plads til de mange biler.

Booking via www.coronaproever.dk

Fremover skal alle booke tid forud for test på www.coronaproever.dk. Dog skal borgere og patienter med symptomer på COVID-19 fortsat først igennem en vurdering via egen læge, før testtiden kan bookes.

Det nye testcenter kommer både til at indeholde et spor for gående og et for kørende borgere. Der bliver i alt tre drive-in baner med indkørsel fra Langmarksvej og ind på pladsen.

Derudover bliver der tre testbiler tilknyttet. De ene testbil kører dagligt til Skanderborg Sundhedshus, den anden er på standby og kører ud, hvor der måtte være smitteudbrud, mens den tredje er en ekstra bil, der kan anvendes til fx personalepodning.

Testcenter Horsens forventes at kunne gennemføre den første test i uge 42, og at medarbejdertest vil gå i gang i en af de efterfølgende uger.

Forinden skal alt personale ansættes og trænes i arbejdsgangene i det nye testcenter, der fysisk bygges op af præfabrikerede pavilloner.

Udover selve testbygningerne installeres der også lager og en pavillon med omklædningsfaciliteter for personalet.

Planlægningen og opbygningen af det nye testcenter sker i et tæt samarbejde med Præhospitalet og Horsens Kommune, mens Regionshospitalet Horsens overtager driftsansvaret ved overleveringen.

Afdelingsledelsen i Blodprøver og Biokemi har herefter det faglige og ledelsesmæssige ansvar for testcentret.