17.03.21

Ladestandere.jpg

Med henblik på at understøtte de mere bæredygtige transportformer har hospitalet fået installeret ladestandere på p-pladsen på Prip Buus Vej. Standerne kan mod betaling benyttes af alle interesserede til ladning af el- og hybridbiler.

El- og hybridbiler anses for at være et mere bæredygtigt alternativ til f.eks. benzindrevne køretøjer. Men med udbredelsen af el- og hybridbiler følger nødvendigheden af tilgængelige ladestandere.

På opfordring fra hospitalets medarbejdere har Regionshospitalet Horsens etableret ladestandere til 10 biler på parkeringspladsen på Prip Buus Vej.

Standerne er finansierede af hospitalets parkeringsfond og kan mod betaling benyttes af alle interesserede til ladning af el- og hybridbiler.

Priserne indeholder ikke nogen form for betaling eller bidrag til hospitalet og er aktuelt:

  • kr. 2,00/kWh via Sperto-brik uden oprettelse eller abonnement (dog et minimumsforbrug på kr. 100/måned, svarende til cirka én månedlig opladning af en el-bil).
  • kr. 2,50/kWh via app uden oprettelse eller abonnement.
  • kr. 3,30/kWh via Plugsurfing-ladebrik uden oprettelse eller abonnement.

Brugere har også mulighed for at få adgang til Spertos offentlige ladenet, herunder deres hurtigladere og lynladere. Det koster henholdsvis kr. 2,50-3,50/kWh at benytte Spertos øvrige offentlige ladestandere.

Alle standere er forsynet med en skærm, så man guides sikkert igennem processen.

For at benytte ladestanderne skal brugere endvidere betale for at parkere (personalelicens er gyldig betaling ellers betales via app).