24.04.21

Lakridspiber.jpgOverlæge Jakob Lager overrækker lakridspiber til sygeplejerskerne Sarah Enrico Arentsens fra KIR 1 og Astrid Fig Tellstrøm fra KIR 2 for arbejdet med at øge antallet af henvisninger til de kommunale rygestoptilbud.

Regionshospitalet Horsens arbejder på at øge antallet af henvisninger til de kommunale rygestoptilbud. Rygning er nemlig den mest betydende enkeltstående årsag til sygdom i Danmark og resulterer i ca. 250.000 ekstra indlæggelser om året.

75% af alle rygere har et ønske om at stoppe, og ifølge undersøgelser stopper flere patienter, når en sundhedsprofessionel tager dialogen om rygestop.

Der er derfor god grund til at prioritere den indsats, som skal til for at få flere patienter henvist til de kommunale rygestoptilbud.

- Beslutningen om at fokusere på antallet af henvisninger blev allerede taget i 2019 og knytter sig til den regionalt indgåede samarbejdsaftale mellem almen praksis, kommunerne og hospitalerne i Region Midtjylland. Alle kommuner tilbyder rygestopkurser, som patienterne kan henvises til, forklarer overlæge Jakob Lager, som står i spidsen for hospitalets rygestop-indsats.

Hospitalets opgave er at henvise interesserede patienter. De identificeres via VBA metoden, som er en rekrutteringsmetode, der er udviklet til frontmedarbejdere. Metoden kan anvendes uden kendskab til rygning eller særlige samtalemæssige kompetencer og er oplysende frem for rådgivende.

Det tager 30 sekunder at spørge ind til rygestop via VBA metoden. Det sker via tre enkle trin:

  1. Spørg til rygestatus
  2. Oplys om, at rådgivning øger chancen for rygestop
  3. Henvis til et kommunalt rygestoptilbud, hvis borgeren er interesseret.

Alle relevante medarbejdere er tilmeldt E-læringskurset omkring brugen af VBA-metoden.

Fakta om effekten:

Af de deltagere, som har gennemført kommunernes rygestopforløb i 2019, er i gennemsnit 74,8% røgfri ved rygestopforløbets afslutning.

Af de deltagere, som har gennemført kommunernes rygestopforløb i 2019, er i gennemsnit 38,5% røgfri et halvt år efter forløbet.