På Regionshospitalet Horsens tilbydes et 12-ugers teletræningsforløb, hvor patienterne kobler sig virtuelt på træningen hjemmefra.

Center for Telemedicin, It, har sammen med ergoterapeut Anne-Mette Tjørnelund og fysioterapeut Peter Sand, Regionshospitalet Horsens, lavet en guide til teletræning med patienter.

Se guiden gode råd om sikker teletræning

Guiden beskriver både, hvad man skal gøre før, under og efter behandlingsforløbet, og handler både om det sundhedsfaglige ift. patienten samt det tekniske.

Foregår i regionens videoløsning

Patienterne låner stepbænk, håndvægt og elastik fra klinikken, og nogle patienter låner også pc. Andre patienter bruger egen pc og tilgår videotræningen via en chrome browser. Holdtræningen foregår i regionens videosystem PexIP. Møderum til holdtræning bookes i 'Bestil video' appen i Citrix.

- Vi oplever, at patienterne er glade for undervisningen og træningen, selv om nogle af dem også har tekniske vanskeligheder, idet brugergruppen sjældent er hjemmevant med it, lyder det fra Anne-Mette Tjørnelund og Peter Sand.

Giver overordnet fremgang for patienterne

- Der er overordnet fremgang at spore hos patienterne efter de 12 ugers trænings- og undervisningsforløb. Nogle oplever, at både undervisning og træning har hjulpet dem, mens andre har fået mere ud af træningsdelen, siger de.

- Vi har 4-6 patienter i teletræningsforløb, og der er flydende optag på holdet, sådan at patienterne optages og afsluttes løbende på holdet. 

Patienterne tilbydes undervisning og træning med ergoterapeuter og fysioterapeuter i et 12-ugers forløb. Desuden er der koblet inhalations- og ernæringssygeplejerske, lungemedicinsk læge samt hospitalspræst på forløbet.

Anne-Mette Tjørnelund og Peter Sand står for teletræningen i Horsens sammen med kollegerne ergoterapeut Berit Smedegaard Therkelsen og fysioterapeut Gitte Bertelsen.