Nu er efteråret igen over os og således også øget risiko for influenza for såvel medarbejdere som patienter. I år er vaccination særlig vigtig, fordi vi ikke har været udsat for smitte i lang tid på grund af COVID-19 pandemien.

Derfor er planlægning af dette års influenzavaccination også i fuld gang i et samarbejde mellem Medicinsk Afdeling og Apoteket.

I år gør vi det nemt. Vi tilbyder et centralt vaccinations set-up, hvor hver enkelt medarbejder selv skal booke en tid til vaccination, som det også kendes fra systematisk personale podning for COVID-19. Influenzavaccination kommer til at foregå i Tingstedet i uge 43, 44 og 45. Det bliver muligt at booke tid på alle hverdage kl. 7.30-9.00 og 14.00-15.30. I uge 40 kommer der mere information om, hvordan booking skal foregå.

Statens Serum Institut har i år meldt ud, at influenzavacciner i første omgang skal prioriteres til medarbejdere, der har opgaver med pleje, omsorg og behandling af borgere, der er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza. Herunder også studerende og elever, podere i testcentre og ikke-klinisk personale, som har patientnære opgaver eller øvrige opgaver, der er direkte relateret til pleje, omsorg og behandling. Derefter vil vaccination tilbydes til øvrige medarbejde i det omfang, der er vacciner til rådighed.

Der vil i de kommende uger løbende komme information om influenzavaccination på Intranet, infoskærme og pr. mail. Der vil også blive opsat kampagnemateriale rundt på hospitalet. Hygiejnesygeplejerskerne vil stå til rådighed for spørgsmål ved en "influenzastand" i Gæstekantinen/Kantinen tirsdage og torsdag i uge 41 og 42 kl 11.30-12.30.

Se influenza kampagne poster.