26.04.21

Musik på Dialysen LILLE.jpgGuitaristen Peter Lund blev den første musiker til at give koncert på Dialyseklinikken. 

Et helt nyt musikprojekt skal skabe nærvær, livsglæde, håb og fællesskab blandt udsatte borgere og patienter.  Patienter på hospitalets Dialyseklinik har derfor fornøjelsen af levende musik på stuerne hver torsdag de næste uger frem.

Hospitalets dialyseklinik er sammen med en række kommunale plejecentre og bosteder blevet deltager i projekt "SOL musik" (Sammen Om Levende musik).

Det er et musikprojekt, som skal undersøge, i hvor høj grad musikken sætter spor og skaber værdi for udsatte og sårbare borgere på både kort og lang sigt.

Konceptet er forskellige musikere, som rykker ud på afdelinger og centre for at spille live musik på stedet. Den første koncert blev gennemført på hospitalets dialyseklinik, hvor patienterne ligger eller sidder koblet til en maskine i mange timer for at få renset deres blod. Det sker tre gange ugentligt.

- Det er spændende, hvilken sundhedsmæssig værdi det kan have, når mennesker i sårbare livssituationer præsenteres for forskellige genrer af musik af høj kunstnerisk kvalitet. Vi er jo interesserede i at finde potentialerne inden for kultur og sundhed, så vi ikke altid kun tænker, at medicin er en løsning, siger Jørgen Nørby, formand for Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling.

Musik kan fremme sundhed

Både patienter, personale og ledelse ser frem til flere torsdage med live-koncerter på stuerne.

- Her på afsnittet ligger patienterne jo på stuerne mange timer hver uge. Med musikken får de ikke blot muligheden for at blive adspredt fra de mange timers behandling. De får også et rum til refleksion, og vi er spændte på, hvilke resultater projektet kan føre til, siger afdelingssygeplejerske Kirsten Frederiksen.

En stadig mere omfangsrig international forskning inden for kunst og kulturelle fællesskabers indvirkning på sundhed viser, at musik kan vække følelser og skabe lindring og dermed behandle det hele menneske og give patienter og (ældre) borgere større glæde og mere tryghed.

Fakta om projekt SOL Musik:

  • er støttet med 864.144 kroner af Statens Kunstfond og Region Midtjyllands kulturudviklingsmidler. Det skal udforske, hvordan musik kan bidrage i sundheds- og plejesektoren.
  • løber fra 1. september 2020 til 31. december 2021.
  • Bag projektet står de fire aktører: Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Region Midtjylland, Levende Musik i Skolen og Det Jyske Musikkonservatorium.