27.05.21

Annette og Naja LILLE.jpgDe to hospitalspræster Annette Vinter Hedensted og Naja Bisgaard Krogh

Naja Bisgaard Krogh er ansat som ny hospitalspræst med særligt fokus på gravide, barslende og par i fertilitetsbehandling. Sammen med hospitalspræst Annette Vinter Hedensted tilbyder hun samtaler om det, som kan være svært.

- Graviditet og moderskab er mere en bare en biologisk proces. Det er også en stor eksistentiel forandring i et menneskeliv at blive forældre. Og hvis kvinder og par skal i fertilitetsbehandling, så oplever mange at komme i en eksistentiel krise. For hvad nu, hvis de ikke kan få børn?

Naja Bisgaard Krogh er ny hospitalspræst på Regionhospitalet Horsens og har – som noget nyt – et særligt fokus på samtaler med kvinder og par om de eksistentielle temaer, som netop forældreskabet er med til at åbne.

- Kommende og nybagte forældre kan have brug for at tale om de tanker, følelser og bekymringer, som fylder, når man skal være forældre, eller når man tvivler på, om nogensinde får et barn. Mange oplever angst og tanker omkring livets sårbarhed og det ansvar, som følger med. Det lytter jeg på og stiller spørgsmål til, forklarer Naja.

Hospitalspræsten er et medmenneske

Ud over gravidsamtalerne så tilbyder Naja også samtaler med patienter og pårørende – i lighed med de samtaler, som hospitalspræst Annette Vinter Hedensted allerede gennemfører. Tilsammen dækker de det somatiske område.

- Som hospitalspræst er man det medmenneske, patienter og pårørende kan tale med og læsse af på. Vi får lov til at gå med ind i den magtesløshed, som rammer mennesker, når alvorlig sygdom og død kommer tæt på, og samtalerne bliver her det eksistentielle frirum, hvor der er plads til alle tanker og følelser, forklarer de to hospitalspræster.

Oprindelig blev Naja Bisgaard Krogh uddannet præst i 2018 og var i sine første år ansat som både ungdomspræst og sognepræst. I dag er hun ansat i en delestilling imellem Klosterkirken i Horsens og Regionshospitalet Horsens, hvorfor hun er tilgængelig på hospitalet i ca. halvdelen af sin arbejdstid.

- Som hospitalspræster arbejder vi på tilkald, både når patienter har brug for en at tale med, og når hospitalets personale har brug for input fra os, forklarer Naja.

- Jeg synes, jeg er blevet taget rigtig godt imod af hospitalets personale og har haft gode samtaler med jordemødre, sygeplejersker og læger. Jeg ser meget frem til at bidrage til det tværfaglige miljø både gennem samtaler og undervisning, siger Naja.