17.11.21

Lisbet Tokkesdal Jensen kommer fra en stilling som ledende overlæge på Anæstesiologisk Afdeling ved Vejle og Middelfart Sygehuse, Sygehus Lillebælt.

Mange vil imidlertid kende Lisbet fra hendes tidligere ansættelser her på hospitalet først som introduktionslæge, så overlæge og siden 2012 som funktionsleder for hospitalets centrale operationsgang og for operations- og opvågningsafsnit.

Det er også herfra, vi allerede kender Lisbet som en inspirerende, iderig og lyttende leder med fokus på både de gode patientforløb og det tværfaglige samarbejde.

De kompetencer kommer Lisbet nu til at sætte i spil på Bedøvelse, Operation og Intensiv i et tæt ledelsessamarbejde med oversygeplejerske Marie-Louise Ulsøe.

Oprindelig blev Lisbet kandidat i medicin fra Aarhus Universitet i 1999 og speciallæge i anæstesiologi ti år senere. Foruden Sygehus Lillebælt og Regionshospitalet Horsens har Lisbet også tidligere været ansat på Aarhus Universitetshospital.

- Vi ser meget frem til samarbejdet med Lisbet som ny ledende overlæge og byder hende varmt velkommen til Bedøvelse, Operation og Intensiv og som en del af hospitalets afdelingsledelseskreds, siger lægefaglig direktør Nils Falk Bjerregaard.

Lisbet Tokkesdal Jensen tiltræder stillingen pr. 1. januar 2022.