27.08.21

Folketinget hastebehandler i øjeblikket et lovforslag, som vil sætte en politisk stopper for den igangværende sygeplejerskekonflikt. Forslaget blev førstebehandlet  torsdag den 26. august og bliver andetbehandlet fredag.

Ender forslaget med at blive endeligt vedtaget, så er der lagt op til, at sygeplejerskekonflikten slutter i morgen lørdag den 28. august.

Sygeplejerskernes strejke har varet i i alt ti uger og har omfattet udvalgte medlemmer af Dansk Sygeplejeråd.

Her på Regionshospitalet Horsens har sygeplejerskerne i dagkirurgien været udtaget til strejke siden den 19. juni, og sygeplejerskerne i anæstesien har strejket siden den 17. august.

Det har desuden været varslet, at sygeplejersker i hospitalets fertilitetsklinik skulle strejke fra medio september.

Bliver lovforslaget vedtaget, så vil de første sygeplejersker, som har været i strejke, begynde på arbejde igen lørdag.

- Vi glæder os til at få vores dygtige sygeplejersker tilbage, men vi ved også, at strejkeugerne har været en hård periode for mange, og at det kan synes udfordrende at skulle vende tilbage til arbejdet, siger hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen.

- Vi vil derfor have fokus på at tage rigtig godt imod de sygeplejersker, som har været i strejke, og i det hele taget opprioritere arbejdet med trivsel og rekruttering for alle hospitalets medarbejdere, siger Lisbeth Holsteen Jessen.

Der foregår i øjeblikket og i dialog med sygeplejerskerne et arbejde med at forberede vagtplaner og tilrettelægge ferie, som sygeplejerskerne ikke har kunnet holde, mens de var i strejke.

Det er ligeledes under afklaring, hvordan patienterne skal forholde sig, hvis strejken afblæses i løbet af det næste døgns tid.

Der vil komme mere information på bl.a. hospitalets intranet.