26.01.21

I begyndelsen af januar åbnede Vaccinationscenter Horsens på Fuglevangsvej i Horsens. Her vaccineres borgere i den rækkefølge, som myndighederne har fastlagt.

Danmark begyndte for ca. fire uger siden at vaccinere de første sårbare borgere og frontpersonale imod COVID-19.

På regionshospitalet Horsens er vaccinationsindsatsen organiseret via en styregruppe og to projektledere (heraf en senior projektleder).

Vaccination af frontpersonale foregår på hospitalet, mens borgere vaccineres i det nyåbnede vaccinationscenter på Fuglevangsvej i Horsens.

Vaccination af de forskellige målgrupper sker i den rækkefølge, som Sundhedsstyrelsen har fastlagt. Vaccinationskalenderen kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Nogle leverancer er aktuelt forsinkede, men vaccineplanen følges fortsat.

Ny daglig leder

På Vaccinationscenter Horsens er Michelle Ann Matzen blevet ansat som ny daglig leder.

Michelle er uddannet farmaceut og kommer fra en stilling som klinisk farmaceut ved Hospitalsapoteket, Region Midt i Horsens.

Michelle har tidligere været apoteker og apoteksbestyrer af et apotek i Stavanger, Norge.