Om afsnittet

Sygdomme vi behandler

På Ortopædkirurgisk Sengeafsnit modtager vi dig efter din operation eller skade i dine knogler, muskler eller led i disse områder:

  • Hånd
  • Knæ
  • Fod og ankel
  • Skulder og albue
  • Hofte.

Du kan blive indlagt akut eller i forbindelse med en planlagt operation.

Hvis du bliver indlagt akut, bliver du som oftest modtaget i Akutafdelingen, hvorefter du bliver overflyttet til Ortopædkirurgisk Sengeafsnit.

Hvis du bliver indlagt i forbindelse med en planlagt operation, vil du som oftest blive indlagt i Operation og Opvågning og overflyttet til Ortopædkirurgisk Sengeafsnit efter din operation.

En indlæggelse kan vare fra få timer til flere dage. Det afhænger af, hvad du skal behandles for. I dit indkaldelsesbrev eller din udleverede patientvejledning kan du se, hvor lang tid du skal forvente at være indlagt. Du kan også snakke med personalet, om din forventede indlæggelsestid, mens du er på afdelingen.

Faggrupper du møder

Når du er indlagt på Ortopædkirurgisk Sengeafsnit, møder du forskellige faggrupper. Det kan bl.a. være:

  • Læger
  • Sygeplejersker
  • Social- og Sundhedsassistenter
  • Farmakonomer
  • Diætister
  • Fysio- og Ergoterapeuter
  • Serviceassistenter
  • Lægesekretærer.

Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Du kan blive spurgt, om du vil deltage i kvalitets- og forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.

Afdelingens patientvejledninger

I Ortopædkirurgi har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.

Se oversigt over vores patientvejledninger.

Før du kommer

Læs dit indkaldelsesbrev

Du modtager et indkaldelsesbrev med din tid til operation. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.

I brevet finder du information om:

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske under operationen og indlæggelsen
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din operationstid
  • Hvad du evt. skal forberede hjemmefra.

Læs mere om henvisning og indkaldelse.

Forbered dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev. Husk at læse alle bilag.

Eksempler på forberedelse inden din operation:

  • Faste
  • Arrangere hjemtransport
  • Købe smertestillende medicin
  • Fjerne hår ved operationsområdet
  • Klargøre isposer til efter operation.

Vær opmærksom på, at din operation kan blive aflyst, hvis du f.eks. har glemt at faste.

Husk at medbringe

Det skal du have med:

  • Dit sundhedskort
  • Din faste medicin i original indpakning
  • Toiletsager
  • Hjælpemidler, som for eksempel briller eller høreapparat, hvis du bruger det
  • Behageligt tøj og hjemmesko
  • Eventuelt computer, læsestof eller anden underholdning.

Vi opfordrer dig til at pakke i en mindre taske og til at lade smykker og værdigenstande blive derhjemme. 

Mens du er indlagt

Modtagelse

Når du kommer, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som viser dig til rette på stuen og snakker med dig om, hvordan du har det og den videre plan for din indlæggelse.

Sengestue og faciliteter

Der er 30 sengepladser i alt. Du bliver indlagt på en 2-sengsstue, hvor du og din medpatient deler toilet og bad. Der er TV på alle stuer.

I opholdsstuen kan du sidde og spise din mad.

Der er gratis wi-fi på hospitalet. Læs mere om brug af mobil og gratis wi-fi på hospitalet.

Hverdagen på Ortopædkirurgisk Sengeafsnit

Afdelingens døgnrytme

  • Kl. 6.00-7.30: Måling af blodtryk, puls, temperatur mm.
  • Kl. 7.30-8.15: Morgenmad, udlevering af tøj og medicin samt dialog om dagens program
  • Kl. 8.15-8.30: Plejepersonale og terapeuter afholder tavlemøde
  • Kl. 8.30-11.30: Personlig hygiejne, mobilisering, træning og stuegang
  • Kl. 11.30-12.30: Udlevering af medicin og frokost
  • Kl. 12.30-14.00: Personlig hygiejne, mobilisering, træning og stuegang
  • Kl. 14.00-15.00: Eftermiddagskaffe
  • Kl. 15.00: Dagvagten slutter og aftenvagten starter
  • Kl. 15.30-17.15: Dialog om aftenens program, udlevering af medicin og mobilisering
  • Kl. 17.15-18: Aftensmad
  • Kl. 20.00-21.00: Aftenkaffe
  • Kl. 21.00-23.00: Forberedelser til natten
  • Kl. 23.00: Aftenvagten slutter og nattevagten starter
  • Kl. 23.00-7.00: Nattevagten kigger til dig minimum 3 gange i løbet af natte og derudover efter behov.

Mad og drikke

Du får tre daglige hovedmåltider, mens du er indlagt. Derudover er der eftermiddags- og aftenkaffe hver dag.

Måltiderne serveres på følgende tidspunkter:

  • Morgenmad: Kl. 7.30-8.15
  • Frokost: Kl. 11.30-12.30
  • Eftermiddagskaffe: Kl. 14.00-15.00
  • Aftensmad: Kl. 17.15-18.00
  • Aftenkaffe: Kl. 20.00-21.00.

Du kan hele døgnet hente kolde og varme drikke i køkkenet ved opholdsstuen.

Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg gerne personalet, så vi kan hjælpe med at bestille den rette kost.

Stuegang

Stuegang finder oftest sted om formiddagen på hverdage. I forbindelse med stuegangen snakker vi med dig om, hvordan du har det, giver dig svar på forskellige undersøgelser, f.eks. blodprøver, røntgenbilleder mm., snakker med dig om din operation eller behandling og den videre plan.

Hvis du og din pårørende gerne vil deltage i stuegangen sammen, er det muligt at planlægge en samtale. Alternativt kan der afholdes en telefonisk stuegang hvor alle kan deltage.

For at få mest udbytte af en samtale og/eller stuegang, kan det være en fordel at forberede dine spørgsmål på forhånd.

Vi forsøger at tilrettelægge hverdagen, så du møder de samme sygeplejersker, læger, terapeuter m.fl., så vidt det er muligt.

Når du skal hjem

Vejledning før udskrivelse

Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.

Du får bl.a. relevante informationer om:

  • Behov for ambulante kontroller eller opfølgning ved din egen læge
  • Behov for genoptræning
  • Hvilken medicin, du skal tage derhjemme
  • Bvad du skal gøre, hvis du får smerter.

Se også den patientvejledning, som du har fået sammen med dit indkaldelsesbrev eller under indlæggelsen. Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.

Udskrivelse

Du kan forvente, at vi begynder planlægning af din udskrivlse ved indlæggelsens start. Det gør vi, fordi en grundig udskrivelsesplanlægning er med til at sikre, at overgangen mellem hospital og eget hjem bliver så tryg som mulig. Planlægningen af udskrivelsen sker i tæt samarbejde med dig og dine pårørende og tager udgangspunkt i din funktionsevne og dit behov for hjælp til forskellige dagligdags aktiviteter.

Vi laver et udskrivelsesbrev om din indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk.

I brevet kan du finde information om:

  • Dit sygdomsforløb
  • Den behandling, du har fået hos os
  • Resultatet af dine undersøgelser
  • Eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.

Hvis du har brug for hjælp fra hjemmeplejen eller hjemmesygeplejen, efter du er kommet hjem, sender vi et udskrivelsesbrev til hjemmeplejen i din kommune. I udskrivelsesbrevet vil vi bl.a. informere hjemmeplejen/hjemmesygeplejen om:

  • Årsagen til din indlæggelse
  • Din behandling under indlæggelsen
  • Særlig ting som hjemmeplejen/hjemmesygeplejen skal være opmærksomme på
  • Dine behov for hjælp i hjemmet.

Læs mere om udskrivelse og videre behandling.

Netværk og støtte

Få råd og vejledning om at være patient og pårørende i forskellige foreninger og netværk. På sundhed.dk finder du en oversigt over rådgivning og tilbud hos patientforeninger:

Til pårørende

Familie og andre nære personer spiller en betydningsfuld rolle i de fleste menneskers liv. I Ortopædkirurgien oplever vi, at pårørende er en vigtig samarbejdspartner. Vi sætter derfor stor pris på, at skabe et tæt, tillidsfuldt og ordenligt samarbejde på den enkelte patients præmisser.

Besøg

På Ortopædkirurgisk Sengeafsnit har vi besøgstider fra:

  • kl. 10.00-12.00
  • kl. 14.00-17.00
  • kl. 18.00-21.00.

Hvis I kommer mellem klokken 17.00-18.00, er I velkomne til at benytte opholdsstuen.

Gaver

Du må gerne tage gaver med til din indlagte pårørende. Af hensyn til de patienter, der har problemer med luftvejene, må man dog ikke medbring stærkt duftende blomster. Det er heller ikke tilladt at medbringe planter eller blomster, der står i jord, på grund af risikoen for skadelige jordbakterier.

Mad og drikke 

Som pårørende kan du købe mad i hospitalets kantine ved indgang C eller i hospitalets kiosk i forhallen ved indgang A.

Læs mere om mad og drikke på hospitalet.

Overnatning

Som udgangspunkt er det ikke muligt for pårørende at overnatte på hospitalet, men i særlige tilfælde kan det arrangeres med plejepersonalet.

Din rolle som pårørende

Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og din indlagte pårørende ønsker det.

Du kan som pårørende hjælpe med at:

  • Høre og huske, hvad der bliver sagt
  • Stille spørgsmål
  • Eventuelt hjælpe patienten med at forberede spørgsmål.

Læs mere i

Find vej

Kontakt og find vej

Telefon

Spørgsmål til behandling

I dagstiden mandag - fredag kan du kontakte Ortopædkirurgisk Klinik

  • Sekretær: 78 42 72 16

 Telefontid: Mandag - fredag mellem Kl. 8.00-15.00

Hvis du ikke kan vente indtil næste dags morgen, kan du kontakte Ortopædkirurgisk Sengeafsnit

  • Sygeplejerske: 78 42 72 22

Kontakt Afdelingsledelsen

Cheflæge: Karsten Krøner
Chefsygeplejerske: Birgitte Bigom

Kontakt Karsten eller Birgitte, hvis du har ros, ris eller forslag til forbedringer. Skriv gerne mail via borger.dk.

Adresse

Ortopædkirurgisk Sengeafsnit 
Ortopædkirurgi
Regionshospitalet Horsens
Sundvej 30 
8700 Horsens

Indgang og destination

Brug indgang A og gå til destination A8.

Find vej til hospitalet og se oversigtskort

Mail

Skriv en sikker mail til os via borger.dk (hav dit NemID/MitID klar):

Send e-mail via borger.dk