Stivkrampe er en sygdom forårsaget af stivkrampebakteriens giftstof. Bakterien findes overalt i omgivelserne og kommer ind i kroppen via forurenede sår, som for eksempel gadesnavs, jord og naturgødning.
Bakterien trænger igennem en defekt hud eller slimhinde og inficerer et område med dødt/skadet væv, formerer sig og laver et kraftigt giftstof. Dette giftstof transporteres til hjernen, hvor det blokerer de nerver, der normalt får muskler til at slappe af. Der kommer krampeagtige sammentrækninger af musklerne.
I værste fald rammes musklerne i svælget og åndedrættet. Dette kan være dødeligt.
På grund af vaccination er dødeligheden i Danmark reduceret til næsten nul.