De sidste levedøgn

I takt med at den syge bliver mere afkræftet, bliver det anstrengende at spise og drikke. Derfor kan der være behov for, at den syge får hjælp til at indtage maden. Det er vigtigt at servere den mad, som han/hun har mest lyst til og oftest i små portioner. Dette har højere prioritet end ernæringsrigtig kost.

Senere kommer der måske et tidspunkt, hvor mad og drikke hverken er ønsket eller nødvendigt. Tabet af appetit er hos den døende et udtryk for at kroppen ikke længere kan drage nytte af næring og væske.

Som pårørende kan det være svært at acceptere, da vi normalt forbinder mad og drikke med omsorg og god pleje. Men det er vigtigt at respektere hvad den syge foretrækker.

Mange er bekymrede for, om den syge tørster og har måske en forventning om, at væsketilførsel via drop vil lindre.

Dette vil sjældent være nødvendigt, da den syge krop ikke kan udnytte væsken, og væsketilførsel kan tværtimod påføre den syge gener i form af væskeophobning og åndenød.

Når den syge ikke længere kan spise og drikke, bliver slimhinderne i munden og på læberne ofte tørre. Det lindrer at få munden fugtet og læberne smurt med læbepomade. Evt. kan slimhinden i munden vædes med lidt danskvand med citrus.

Nogle syge oplever, at vejrtrækningen er besværet, hvilket ofte giver anledning til frygt for at skulle dø med åndenød eller en fornemmelse af at blive kvalt. Angst kan forværre åndenød, men det giver ofte tryghed og ro, at der er et andet menneske tæt ved.

Der er mulighed for at lindre angst og åndenød med medicin. Måske har den syge lært nogle vejrtrækningsøvelser, som også kan være en hjælp nu.

På trods af åndenøden behøver den syge sjældent ilttilførsel. En hensigtsmæssig stilling i sengen/stillingsændring, et åbent vindue, en ventilator, stille musik og ro omkring den syge er gavnligt.

Der kan forekomme en højlydt raslende vejrtrækning i de sidste levetimer. Det skyldes spyt eller slim i de øvre luftveje, fordi den syge ikke længere er i stand til at synke eller hoste op. Symptomet generer sjældent den syge, som er bevidsthedssvækket, men kan være ubehageligt at høre for de pårørende. Også her kan stille musik være med til at mindske lyden af en besværet vejrtrækning. Sugning i luftvejene vil oftest kun forværre tilstanden og øge mængden af slim.

Når døden nærmer sig, kan der opstå pauser i vejrtrækningen. Pauserne bliver efterhånden længere og længere, hvilket kan være en svær tid for de pårørende. Når livet slutter, stopper hjertet med at slå, og vejrtrækningen ophører. Der kan komme enkelte dybe suk efter døden er indtrådt.

Alvorlig sygdom har ofte medført smerter for den syge. Både den syge og de pårørende kan være bekymrede for, om smerterne forværres uden mulighed for lindring i den sidste tid. Moderne behandlingsmuligheder kan i langt de fleste tilfælde lindre, og der vil ofte foreligge en plan for medicingivning, når den syge ikke længere kan tage tabletter. Smertestillende medicin har altid til formål at lindre og ikke fremskynde døden.

En social tilbagetrækning fra omgivelserne foregår ofte samtidig med, at den syge bliver mere træt og sover en stor del af tiden. Manglende reaktion på berøring og tale er udtryk for at den syge er afkræftet og ikke for manglende påskønnelse af familiens omsorg. Oplevelsen af at være sammen kan være betydningsfuld for alle samt give tryghed og samhørighed for både den syge og de pårørende.

I de sidste døgn kan den syge ind imellem virke uklar og måske tale om hændelser eller personer der hører fortiden til. Tidsfornemmelsen ophæves. Nogle gange taler den syge i vildelse for så igen at blive klar. Også i denne situation er ro og nærvær den bedste støtte.

Nogle gange kan den syge blive urolig, rastløs og forpint. Der kan i disse tilfælde være behov for beroligende og afslappende medicin. Til sidst glider den syge over i bevidstløshed. Denne tilstand kan vare fra kort tid til flere dage.

Når døden er tæt på kan den syge ændre udseende. Hænder og fødder kan blive kølige og huden kan synes blålig. Muskler og fedtvæv svinder ind, så ansigtet bliver indfaldent og næsen mere spids og hvid. På dette stadium vågner de fleste ikke op, men sover ind i døden.

Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til hinanden og at udholde stilhed i tiden op til dødens indtræden og umiddelbart efter. Musik, sang, højtlæsning eller samtale om minder kan være meningsfuldt. Man mener at hørelsen er det sidste, der forsvinder. Det er derfor vigtigt, at man fortsat taler til den syge om det, der er vigtigt for dig som pårørende.

Det er meget individuelt, hvordan vi reagerer som pårørende i forbindelse med dødsfald. Nogen har brug for stilhed og eftertanke, mens andre har brug for aktivitet. Nogen bliver meget triste, mens andre føler en form for lettelse, specielt hvis man har en oplevelse af "at døden trak ud".

Måske har I, som pårørende, tidligere i forløbet talt med den syge om hans/hendes ønsker ift. påklædning og ritualer efter dødsfaldet. Som pårørende gør I det, som er det rette i lige netop jeres situation.

Som patient og pårørende har man ofte været i tæt kontakt med hjemmesygeplejerskerne. Det er derfor naturligt, at de pårørende kontakter dem. Sammen med hjemmesygeplejerskerne kan man planlægge, hvad der videre skal ske i forhold til påklædning af den afdøde, kontakt til læge, kontakt til bedemand mv..