Har du symptomer fra lungerne trods astmabehandling, kan en provokationstest med Mannitol (osmohale) anvendes til kontrol af din astmasygdom. Når man indånder Mannitol i stigende doser, kan bronkierne reagere ved at trække sig lidt sammen (føles som åndenød/let astma). Dette måler man ved hjælp af lungefunktionsundersøgelse (spirometri).
Testen giver svar på, hvor følsomme dine bronkier er (såkaldt hyperreaktivitet) og information om betændelsestilstanden (inflammation) i bronkierne. Dette kan hjælpe i den samlede vurdering af, om dine symptomer skyldes underbehandling eller om de er af anden årsag.