Prøvetagningen
Vi modtager børn og voksne, som f.eks. skal have taget en blodprøve eller EKG. Læs om din prøve, se hvordan du booker tid og find praktisk information.
Om klinikken
Prøver vi tager
Du kommer hos os, hvis du skal:
- Have taget en blodprøve
- Have lavet et hjertekardiogram (EKG)
- Have lavet en sukkerbelastningsundersøgelse
- Have lavet blodtryksmåling i dine ben
- Aflevere en urinprøve.
Prøvetagningssteder
Vi har prøvetagningssteder i Horsens, Skanderborg og Odder.
Horsens
I Horsens kan du få taget alle prøver og lavet alle undersøgelser fra listen ovenfor.
Skanderborg
I Skanderborg kan du kun få taget blodprøve, lavet EKG og sukkerbelastningsundersøgelse. Du kan også aflevere en bestilt urinprøve.
Odder
I Odder kan du kun få taget blodprøve og lavet EKG.
Vær opmærksom på, at vi ikke laver undersøgelser på børn under 12 år i Odder.
Faggrupper du møder
Når du kommer i afsnittet, møder du typisk bioanalytikere og laboranter. Du kan derudover møde studerende, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.
Afdelingens patientvejledninger
I Blodprøver og Biokemi har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.
Før du kommer
Bliv henvist
For at du kan komme ind til os, skal du have en henvisning.
Du kan blive henvist af:
- Din egen læge
- En speciallæge
- En anden hospitalsafdeling
- Andre hospitaler.
Forbered dig
Du skal ofte selv bestille tid til din blodprøve.
Husk at bestille din tid, så snart du er blevet henvist.
Du må gerne tage en pårørende med, når du skal ind til os.
Dit besøg
Når du ankommer
Skan dit sundhedskort
Når du kommer, skanner du dit sundhedskort på ankomststanderen.
Tag plads i venteområdet. Når dit nummer fremgår på skærmen, er det din tur.
Du har mulighed for at tage et glas vand i vandautomaten, mens du venter.
Evt. aflevér urinprøve
Kommer du med din urinprøve hjemmefra, skal du henvende dig til receptionisten ved skranken og aflevere prøven.
Ventetid
Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan komme akutte patienter, som giver forsinkelser. Du kan henvende dig til personalet i klinikken, hvis du har spørgsmål til din ventetid.
Din prøve
Det er forskelligt, hvad der skal ske, når du kommer ind til din prøve eller undersøgelse.
Du kan læse mere om din prøve eller undersøgelse her:
Svar på prøven
Vi sender dit prøvesvar til den læge, der har henvist dig. Lægen giver dig besked om dit prøvesvar.
Du kan også se svaret på dine prøver, så snart de er lagt ind på din digitale journal.
Vær opmærksom på, at prøvesvaret ikke er forklaret i journalen, og at journalen er skrevet i fagsprog.
Børn og blodprøver
Tal altid med dit barn, inden I skal ind og have taget blodprøven. Forbered barnet på, hvad der skal ske.
Er dit barn under 15 år, skal du som forældre eller værge booke tid til blodprøve eller EKG på booking.rm.dk med dit eget MitID.