Frivilligordning
Regionshospitalet Horsens har siden 2008 haft frivillige hjælpere på hospitalet. Læs her, hvad de frivillige kan hjælpe dig og dine pårørende med.
Frivillige på Regionshospitalet Horsens
Regionshospitalet Horsens har siden 2008 haft et korps af frivillige hjælpere tilknyttet. De frivillige kan være en ekstra støtte for dig, hvis du føler dig alene eller utryg på hospitalet. De kan hjælpe dig med at gå en tur, spille kort, hente blade og aviser eller bare snakke. Med andre ord fungerer de frivillige som en form for pårørende.
Få hjælp til at finde vej
De frivillige kan også hjælpe dig med at finde vej til og fra dit behandlingssted. På Regionshospitalet Horsens har vi frivillige i hospitalets forhal ved Indgang A, hvor de hjælper patienter og pårørende med at finde vej til afdelingerne.