Når du indlægges i Akutafdelingen med akutte symptomer fra fordøjelsessystemet får du lagt en plan for din udredning og behandling.
Dit forløb hos os
I Akutafdelingen kan du være indlagt i 48 timer og hvis du har brug for længerevarende udredning og behandling, bliver du anbefalet overflytning til Kirurgisk sengeafdeling eller en anden specialeafdeling.
Hvis du skal have foretaget undersøgelser, vil det blive prioriteret hurtigst muligt. I de situationer hvor undersøgelserne kan vente, vil du blive indkaldt efter din udskrivelse.
Som en del af din udredning vil du få målt dine vitale værdier f.eks. temperatur, puls og blodtryk og få taget blodprøver. Du bliver undersøgt af en læge, der sammen med dig lægger en plan for eventuelt yderligere undersøgelser, observation og behandling. I tiden indtil vi får svar, bliver du observeret ud fra dine symptomer og vitale værdier. Du vil kunne opleve, at du undersøges af én læge, hvorefter en anden og mere erfaren læge, i samråd med dig, tager endelig stilling til din plan for udredning og behandling.
Når lægen skal ordinere, hvad du skal have af medicin under indlæggelsen, er det en hjælp, hvis du medbringer en medicinliste og eventuelt din medicin. Hvis du tager inhalationsmedicin, øjendråber eller andet specielt, bedes du medbringe dette.
Vi spørger til dine smerter, når du ankommer, og hvis du har ondt smertelindrer vi dig. Hvis du har ondt, er det vigtigt, at du fortæller os det. Hvis du har meget ondt, er du svær at undersøge, og du vil også kunne have vanskeligt ved, at huske hvad vi fortæller dig. Den smertestillende medicin slører ikke dine symptomer.
Mad og drikke
Vi har brug for at kunne observere dig og hvis du skal opereres eller have foretaget undersøgelser som f.eks. ultralyds- og CT scanning eller kikkertundersøgelser skal du faste. Der kan typisk gå op til 2 timer inden du får svar fra de akutte undersøgelser, og indtil da vil du fortsat skulle være fastende.
Når du skal hjem
Du vil ved udskrivelsen blive informeret om dit videre forløb, og hvad du eventuelt skal være opmærksom på. Hvis du overflyttes til en speciale afdeling vil de informere dig om det videre forløb.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/706364
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.