Du har fået en skade på den yderste del af din finger. For at det kan hele bedst muligt, er det vigtigt, at du følger den vejledning, vi giver dig her.
Symptomer
Tag eventuelt håndkøbsmedicin, hvis du oplever smerter. Hold gerne hånden over hjertehøjde.
Om forløbet
Dit sår er blevet vasket, og er blevet forbundet med en speciel forbinding. Forbindingen består af en indre tynd film og en ydre sugende gazeforbinding.
Det er vigtigt, at du holder forbindingen ren og tør.
Forbindingen lades urørt en uge medmindre, at den bliver snavset, våd eller gennemsiver.
En våd forbinding gør det nemmere for bakterier at trænge ind i såret og øger risikoen for betændelse.
Bliver forbindingen våd eller gennemsiver mellem skiftninger, kan du selv skifte den yderste del af forbindingen eventuelt med hjælp fra en pårørende eller egen læge.
Er der tegn på betændelse, skal du henvende dig til egen læge medmindre, at du bliver fulgt i Ortopædkirurgisk Klinik.
Tegn på betændelse:
Rødme og varme omkring såret.
Hævelse, smerte og dunken i såret.
Feber.
Der vil være en del ildelugtende sivning de første dage. Det ligner betændelse, men er det ikke.
Hvis der er blottet knogle skiftes forbindingen i Skadestuen eller Ortopædkirurgisk Klinik efter aftale
Ved gennemsivning, hvor gazen er våd, skiftes kun den yderste gaze og ikke den inderste Tegaderm. Tegadermforbindingen skiftes kun, hvis den falder af.
Ved skiftning af forbindingen skal du bruge:
Gazestykker.
Gazebind eventuelt selvhæftende.
Materialerne kan du købe på apoteket eller hos Matas.
Hvis du skal skifte Tegadermen er fremgangsmåden følgende:
Når du har taget forbindingen af, skal du skylle fingeren under rindende lunkent vand.
Dup fingeren tør med et rent håndklæde.
Tegadermen påsættes ved først at klistre den fast på fingeren under såret og føre Tegadermen op over fingerspidsen og klæbe den til neglesiden af fingeren.
Siderne klistres sammen og foldes ind på fingeren.
Nedefor Tegadermen lægges en gaze forbinding rundt om fingeren, der kan suge sårvæske.
Polster fingerspidsen rigeligt af hensyn til stød og sivende sårvæske.
For at mindske blødning, hævelse og smerter skal du holde hånden over hjertehøjde og eventuelt i armslynge de første to døgn.
For at undgå stivhed af dit fingerled skal du bevæge dine fingre flere gange dagligt, så meget du kan for forbindingen. Bevæg også fingeren i forbindelse med skift af forbindingen.
Kontakt os hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig med hensyn til din fingerskade.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/706493
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.