Her kan du læse om en række oplysninger, som kan være nyttige for dig som patient eller pårørende.
Dit forløb hos os
På Intensiv indlægges patienter, der har brug for tæt overvågning, pleje og behandling døgnet rundt. Nogle patienter er indlagt i et par dage, mens andre er her gennem længere tid.
Et team af læger, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter står for behandling og pleje af patienter. Teamet har ansvaret for dig i den periode, der er behov for tæt observation og behandling.
Intensivlægerne har, i samarbejde med læger fra Kirurgi eller Medicinsk Afdeling, ansvaret for din behandling under indlæggelsen i Intensiv.
Intensiv er højt bemandet døgnet rundt.
Personalet arbejder i 2-3 holdsskift, og du vil derfor møde forskellige sygeplejersker og læger. Vi tilstræber, at du så vidt muligt passes af de samme personer.
Vi bestræber os på, at al information bliver givet undervejs og ved behov. Hvis du har behov for uddybende samtaler, skal du aftale det i forvejen. Det er så vidt muligt dig, der afgør hvem vi må informere.
Du er altid velkommen til at spørge, hvis du har spørgsmål.
For at kunne varetage den bedste observation og behandling råder afdelingen over særligt teknisk udstyr.
Det tekniske udstyr kan være støjende pga. alarmer. Når en alarm lyder er det oftest blot noget, der skal rettes (f.eks. en løs ledning, at du bevæger dig eller lignende). Opfat derfor alarmerne som en tryghed.
Du bliver observeret, behandlet og plejet hele døgnet, og specielt om dagen er der mange aktiviteter. Det kan f.eks. være personlig pleje, mobilisering til stol og genoptræning med fysio- eller ergoterapeut. Alle aktiviteter er en del af behandlingen, da de bl.a. forebygger lungebetændelse, tryksår og generel nerve- og muskelsvækkelse.
Ligger du i respirator har du et rør i halsen, der medfører, at du ikke kan tale. Det kan derfor være svært at kommunikere. På Intensiv har vi forskellige kommunikationshjælpemidler til dig, f.eks. iPad og pege- og staveplader.
Der er et TV på alle stuer, men du har også mulighed for at låne en iPad, som kan kobles på en trådløs internetforbindelse. Du er også velkommen til at få bragt din egen iPad eller bærbar computer herind, vær dog opmærksom på, at dette sker under eget ansvar.
De fysiske rammer
Gå ind af indgang B, tag elevatoren til destination B2 og gå til afdeling B3. Her møder du en dørtelefon. Løft røret og afvent svar. Telefonen bliver svaret af en intensivsygeplejerske, der vil komme og tage imod dig og vise dig vej.
Du kan parkere mod betaling i parkeringshuset samt de afmærkede parkeringsarealer.
Hospitalet er et røgfrit område.
Mad og drikke
I hverdage kan du købe mad og drikke i personalekantinen.
Der kan trækkes kolde og varme drikke i automaten i pårørendes opholdsrum på afdelingen.
Husk at medbringe betalingskort, da kantinen ikke modtager kontanter.
Kiosken i forhallen har følgende åbningstider:
Alle hverdage kl. 08.00-17.00. Lørdag og søndag kl. 12.00-15.00.
Kiosken har telefonnummer 7842 8760.
Telefon og internet
Du kan bruge din mobil, smartphone eller iPad i afdelingen og på patientstuen. Brug det med omtanke og slå lydløs funktion til.
Hygiejne
Vi opfordrer alle besøgene til at spritte deres hænder både før og efter besøget på Intensiv. Vores spritdispensere hænger rundt omkring i afdelingen.
Af hygiejniske grunde må patienterne ikke modtage blomster med jord.
Pårørende
Det kan være svært at være pårørende til en patient, der er indlagt på Intensiv. Patientens tilstand kan svinge og man kan som pårørende føle sig magtesløs.
Man vil gerne være så meget hos patienten, som muligt, men vi ved af erfaring, at det slider. Man skal som pårørende også passe på sig selv. Tag imod den hjælp og støtte du har omkring dig. Det er "i orden" at holde fri fra afdelingen engang imellem.
Nogle pårørende har meget glæde af at skrive dagbog og derigennem sætte ord på tanker og følelser.
Hvis der er noget du er usikker på eller gerne vil vide mere om, så spørg endelig personalet.
Hvis I er mange pårørende opfordrer vi til, at ét familiemedlem kan være kontaktperson til afdelingen. En kontaktperson, der kan orientere de øvrige pårørende, og som personalet kan henvise til.
Sygeplejekoordinator: tlf. 78 42 99 02.
Sengeplads 1: tlf. 7842 5471
Sengeplads 2: tlf. 7842 5472
Sengeplads 3: tlf. 7842 5473
Sengeplads 4: tlf. 7842 5474
Sengeplads 5: tlf. 7842 5475
Sengeplads 6: tlf. 7842 5476
Sengeplads 7: tlf. 7842 5477
Sengeplads 8: tlf. 7842 5478
Sengeplads 9: tlf. 7842 5479
Sengeplads 10: tlf. 7842 5470
Ring venligst i følgende tidsrum:
Kl. 8.00-15.00
Kl. 16.00-23.00
Kl. 24.00-07.00
Besøg kan være en opmuntring for patienten, men det kan være meget trættende. Vi foreslår derfor korte besøg á 1-2 personer af gangen.
Vi har ikke faste besøgstider, men vi tilstræber ro i middagsstunden mellem 12.00-14.30.
Besøgende skal altid kontakte personalet, inden de går ind på stuen.
Vi har to opholdsrum til pårørende, som I er velkomne til at benytte.
I forbindelse med forskellige undersøgelser, plejetiltag og andre aktiviteter kan pårørende ikke altid være på stuen, og I henvises derfor til opholdsrummet.
Der kan forekomme en del ventetid, som vi håber på din forståelse for.
I samråd med personale kan du i særlige tilfælde arrangere overnatning for dig, som er pårørende til en kritisk syg patient.
Når du skal hjem
Du er velkommen til at kontakte os telefonisk på nedenstående kontaktoplysninger, hvis du skulle have spørgsmål efter udskrivelse.
Mere information
Det patienten oftest kan have brug for under indlæggelsen er toiletsager og evt. et par sko eller sandaler, der er skridsikre og sidder godt på foden.
For mange patienter kan det være en opmuntring at have billeder af sine kære på stuen.
Vi opfordrer nærmeste pårørende til at tage værdigenstande som f.eks. pung eller smykker med hjem.
Personalet hjælper dig gerne med at tage kontakt til hospitalspræsten eller din egen præst.
Har du behov for tolkebistand kan du i samråd med personalet rekvirere en tolk til uddybende lægesamtaler.
Kontakt
Intensiv
Sundvej 30B 8700 Horsens
Sekretariatet på Intensiv kan kontaktes på tlf. 7842 5356 kl. 9-15 på hverdage.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/663643
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.