Du er blevet henvist til en glukosebelastning. Undersøgelsen kan bruges til at afklare, om du har begyndende sukkersyge.
Vi gør opmærksom på at du skal afsætte 2½ time til undersøgelsen. Læs mere om hvordan undersøgelsen foregår i undermenuerne.
Forbered dig til undersøgelsen
Det vil sige ingen mad, drikke, rygning, slik, tyggegummi eller lignende fra kl. 23.00 aftenen før. Du må gerne drikke 1 glas postevand. De sidste 3 dage skal du have spist normal blandet kost og have haft et normalt aktivitetsniveau. Du må ikke motionere (f.eks. cykle, løbe) 2 timer før undersøgelsen. Du må ikke have feber eller føle dig syg.
At tage læsestof eller håndarbejde med, da undersøgelsen varer ca. 2½ time. Det tilrådes også at medbringe en sukkerholdig drik samt en madpakke, som kan indtages når blodprøven er taget.
På undersøgelsesdagen
Er du blevet henvist til glukosebelastning på Regionshospitalet Horsens, skal du møde kl. 7.30 i ambulatoriet:
Prøvetagningen A2 Sundvej 30A 8700 Horsens
Er du blevet henvist til glukosebelastning på Skanderborg Sundhedshus, skal du møde kl. 7.30 i ambulatoriet:
Prøvetagningen Sygehusvej 7 8660 Skanderborg
Du skal møde fastende kl. 7.30. Dette gælder både til glukosebelastning på Regionshospitalet Horsens og Skanderborg Sundhedshus.
Det er vigtigt, at du overholder tiden. Du skal i den forbindelse være opmærksom på, at det kan være svært at finde en parkeringsplads ved Regionshospitalet Horsens.
Om undersøgelsen
Skal du være fastende og have hvilet i min. 15 minutter.
Undersøgelsen starter med at du skal drikke ¼ liter sukkervand, der kan evt. tilsættes citron for at tage lidt af den søde smag. 2 timer efter du har drukket sukkervandet tages en blodprøve i armen. Hermed er undersøgelsen afsluttet.
Du må hverken drikke, spise eller ryge i de timer undersøgelsen varer, og du skal holde dig i ro, ellers kan resultatet blive påvirket. Hvis du ammer, er det vigtigt du ikke ammer i det tidsrum undersøgelsen varer.
Hvis du bliver tørstig, må du gerne drikke lidt postevand. Sukkervandet kan godt give lidt kvalme og utilpashed.
Efter undersøgelsen
Resultatet af glukosebelastningen vil samme dag blive sendt til den læge eller afdeling, der har bestilt undersøgelsen. Hvis resultatet betyder, at der skal foretages yderligere, vil du modtage besked i e-boks samme dag eller dagen efter. Hvis du ikke modtager besked i e-boks, skal du ikke foretage dig yderligere.
Det anbefales at du spiser og drikker lidt, inden du forlader hospitalet. Du kan godt blive lidt mat efter prøven.
Mere information
Du er velkommen til at kontakte Prøvetagningen, hvis du har yderligere spørgsmål til undersøgelsen.
Kontakt
Blodprøver og Biokemi
Sundvej 30A 8700 Horsens Gå til indgang A Følg skiltning til Prøvetagningen A2 Vis oversigtskort
Mandag - fredag (undtagen helligdage, 1. maj og 31. december) kl. 10-12.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/716747
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.