Knaphulsteknik er en anden måde at stikke i din fistel på.
Du stikkes med dialysenåle uden skarp spids (en stump nål), i nøjagtigt de samme huller ved hver dialyse.
Knaphulsteknik anvendes altid, hvis du ønsker at stikke dig selv. Er det et ønske, du har, hjælper vi dig gerne med at komme i gang med dette.
Færre infiltrationer (hævelse omkring steder, hvor en skarp dialysenål går gennem vægge i blodkarret)
Mindre risiko for "udposninger" på blodkarret (Fistlen)
Færre smerter ved anlæggelse af dialysenåle
Færre stik, hvor nålen ikke virker
Kortere tid til at stoppe blødningen efter dialysenålene er fjernet
Vær opmærksom på
Din kontaktsygeplejerske planlægger, hvornår du kan starte på etableringen af knaphullerne
Placeringen af knaphullerne vælges ved hjælp af ultralydskanning
Etableringen kan foregå via 2 forskellige metoder, hvor den ene ikke er at foretrække fremfor den anden. Hvilken metode dine knaphuller etableres efter, aftales med din kontaktsygeplejerske.
Metode 1: Etableringen af knaphullerne foregår over 3-4 uger
Der stikkes med de sædvanlige skarpe dialysenåle de næste 8-12 dialyser, indtil der er dannet en kanal ind til blodkarret. Det kan være dig, der stikker eller 1-2 sygeplejersker.
Metode 2: Etableringen af knaphullerne foregår over 1-2 dialyser
Der stikkes med de sædvanlige skarpe dialysenåle.
Nålene ligger ca. 2 minutter i karret, nålene fjernes.
Der komprimeres over indstiksstederne.
2 nye skarpe nåle anlægges i de samme indstikssteder.
Nålene fjernes, der komprimeres, og 2 nye nåle anlægges igen.
Dette gentages 6-8 gange indtil der er en fornemmelse af, at der er en kanal ind til blodkarret. Der kan nu forsøges at lægge stumpe nåle i indstiksstederne.
Når der er etableret en kanal gennem huden ind til blodkarret, anvendes de stumpe dialysenåle fremover.
Sådan gør du
Knaphullerne afsprittes med desinfektionsserviet.
Sårskorperne på knaphullerne blødgøres med et vådt stykke gaze.
Sårskorperne fjernes med en lille stump nål.
Knaphullerne afsprittes af 2 omgange med desinfektionsservietter.
De stumpe dialysenåle anlægges i knaphullerne.
Når knaphullerne er veletableret, er det en stor hjælp, hvis du:
Lægger din arm på samme måde ved hver kanylering.
Hjælper med anvisning om kanyleringsvinklen på nålene.
Informerer om andet, der gælder specielt for dine knaphuller.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/684742
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.