Du og dine pårørende er blevet inviteret til en Livssamtale.
Om forløbet
En Livssamtale er en individuel samtale, hvor der kan blive talt om forskellige forhold omkring det at have en kronisk livstruende nyresygdom.
Til en Livssamtale vil vi blandt andet tale om:
Hvilken betydning har nyresygdommen for dit hverdagsliv?
Hvordan er din livskvalitet?
Hvad er vigtigt i dit liv på nuværende tidspunkt?
Hvilke bekymringer, håb og tanker har du omkring fremtiden?
Samtalen vil også dreje sig om, hvem der skal være dit talerør, hvis du ikke selv kan udtrykke dine ønsker ved forværring i din sygdom.
Både Etisk Råd og Dansk Selskab for Patientsikkerhed anbefaler, at alle patienter i Danmark med kronisk sygdom tilbydes en sådan samtale. Samtalen vil øge muligheden for at kunne respektere din selvbestemmelse, hvorved personalet bedre vil kunne imødekomme dine behov og ønsker.
Samtalen vil foregå som en dialog mellem dig og eventuelt dine pårørende og en sygeplejerske fra Dialyseklinikken.
Samtalen kan foregå enten under din dialysebehandling eller i vores samtalerum før eller efter din behandling. Hvordan du ønsker det, aftales med sygeplejersken, som du skal have samtalen med. Samtalens varighed er maksimalt en time, og hvad vi sammen beslutter, vil blive dokumenteret i din journal.
Mere information
Har du spørgsmål inden samtalen, er du altid velkommen til at spørge sygeplejerskerne i Dialyseklinikken. Har dine pårørende spørgsmål kan de altid kontakte os på telefon 78 42 61 60.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1546600
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.