Planlægning af ægoplægning (fryseæg, substitueret cyklus)
Gå direkte til:
Planlægning af ægoplægning (fryseæg, substitueret cyklus)
Forbered dig til ægoplægningen
Progesterontilskud opstartes _____dag, d. ______ /______
Der findes forskellige præparater som progesterontilskud:
Crinone: 1 stk. a' 90 mg x 2 dagligt: 1 morgen og 1 aften.
Lutinus: 2 stk. a' 100 mg x 3 dagligt: 2 morgen, 2 middag og 2 aften.
Cyclogest: 2 stk. a' 400 mg x 2 dagligt: 2 morgen og 2 aften.
Bivirkninger ved progesteron De mest almindelige bivirkninger er træthed, brystspænding, hovedpine og generel væskeophobning i kroppen.
Progesteron kan påvirke slimhinden i livmoderen sådan, at menstruationen udebliver. Dette kan ske selvom, at der ikke er indtrådt graviditet. En udeblevet menstruation er derfor ikke nogen garanti for graviditet.
Der er ikke beskrevet bivirkninger hos den mandlige partner. Vi anbefaler dog brug af kondom ved samleje under behandling med progesteron.
Du skal fortsætte uændret med Estrofem-tabletterne. Hvis du i tillæg til Estrofem har fået ordineret østrogenplaster, skal du også fortsætte med dette.
HUSK at få taget en blodprøve: _____ d. / inden kl. 8.30
Book selv tid til prøven på nærmeste sygehus.
Ægoplægningsdagen
Du/I skal møde i klinikken ____dag, d. ______ /________ kl. _______
Du skal møde med fuld blære. Det vil sige ingen vandladning 1 time inden mødetid.
Når du kommer hjem
Vi anbefaler generelt, at du lever så normalt som muligt efter ægoplægningen.
I forhold til fysisk aktivitet anbefaler vi dog et vist mådehold. Flere undersøgelser tyder på, at risikoen for ufrivillig abort først i graviditeten øges, hvis man dyrker bestemte former for motion eller belaster kroppen mere end, hvad man plejer.
Jogging, boldspil, workout/fitness og ketchersport synes at give en særlig øget risiko.
Svømning og rolig fysisk aktivitet som f.eks. cykling, gang/vandring og ridning kan du udmærket fortsætte med. Vi anbefaler, at intensiteten er svarende til, at du kan tale under motionen.
Vi synes, at du skal have dette i tankerne, hvis du motionerer fra ægoplægningstidspunktet og ved opnået graviditet frem til omkring 18. graviditetsuge.
Man må gerne have sex efter ægoplægningen. Samleje reducerer ikke chancen for graviditet.
Videre forløb
Du skal have foretaget en graviditetstest: ______dag, d. _______ /________ mellem kl. 07.30-9.00. Senere samme dag får du svar på prøven via Emento-app'en. Du finder svaret under aftaler/opgaver.
Hvis du oplever blødning før graviditetstesten skal tages, skal du alligevel få prøven taget som aftalt.
Blodprøven skal tages på et sygehus/sundhedscenter. Orientér dig om placering af laboratorierne via hospitalernes hjemmesider.
I Region Midt kan du på www.blod.rm.dk se, hvor blodprøverne kan tages, åbningstider og om det er muligt at reservere tid til blodprøvetagning, så du undgår ventetid.
Hvis din graviditetstest er positiv, skal du fortsætte med Estrofem og progesteron i uændret dosis frem til 7. graviditetsuge. Det vil sige yderligere 3 ugers behandling efter graviditetstesten.
Hvis du i tillæg til Estrofem har fået ordineret østrogenplaster, skal du også fortsætte med dette.
Kontakt
Mere information
Fertilitetsklinikken Regionshospitalet Horsens Sundvej 30C Indgang C 8700 Horsens
Sekretariatet: Hverdage kl. 9.00-12.00 på tlf. nr. 7842 6562.
Fertilitetsklinikken Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 139 Indgang H14, Plan 2 Krydspunkt H209 8200 Aarhus N Tlf.: Kontakt Fertilitetsklinikken Regionshospitalet Horsens på tlf. 7842 6562.
Hvis du har spørgsmål til din behandling: Se om du kan finde svar i den relevante patientinformation, under "Hyppigt stillede spørgsmål" på vores hjemmeside eller i Emento-app'en. Hvis ikke du finder svar, kan du skrive til klinikken.
Hvis du har akutte spørgsmål uden for klinikkens åbningstid, skal du ringe til Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/644117
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.