Akillessenen er legemets største og kraftigste sene. Den forbinder lægmuskulaturen med hælknoglen. Med alderen bliver akillessenen stivere og blodforsyningen forringes, og det betyder, der er øget risiko for overrivning af senen. Akillessenen er svagest 3-6 cm over hælknoglen. Det er som regel i dette område, at senen rives over.
Overrivningen sker hyppigst under sportsudøvelse med kraftigt afsæt og pludselig retningsskift som f.eks. badminton, fodbold og håndbold. Man mærker typisk et kraftigt smæld i læggen, hvorefter man ikke er i stand til at gå normalt eller stå på tæer.
Forskning viser, at behandling uden operation generelt er lige så effektiv som med operation. Samtidig undgås risici som dyb infektion (nogle procent) samt nerveskade (ca. 10 %). En del får også arvævsproblemer efter en operation.
Ved behandling uden operation, er der en øget risiko for, at senen springer igen. Denne risiko aftager dog med tiden.
Senevæv er meget langsomt helende efter skader. For at opnå heling skal senen beskyttes af en gips og støvlebandage i et par måneder.
På Regionshospitalet Horsens behandles som udgangspunkt alle nyopståede og ukomplicerede overrivninger af akillessenen uden operation.
Vær opmærksom på
Når du får støvlen af (efter 9 uger) er det normalt, at foden og ankelleddet hæver op, og at du i løbet af dagen oplever træthed og smerter i akillessenen. Både hævelsen og smerterne har en negativ effekt på din genoptræning, så det er vigtigt, at du følger nedenstående råd:
Benyt støttestrømpe i de vågne timer. Den type som man bruger til længere flyveture.
Hold jævnligt pauser hvor du løfter foden op over hjertehøjde. Du kan fx ligge på gulvet med underbenet op på en stol.
Læg evt. en ispose på foden, mens du holder den hævet. Ispakningen må højest være på i 20 minutter af gangen, men gerne flere gange dagligt. Du kan fx bruge en pose frosne ærter pakket ind i et viskestykke.
Hvis du oplever mere hævelse end normalt i foden og ankelen, bør du tage den med ro.
Du må gradvist genoptage aktiviteter, men det er vigtigt at lytte til kroppen. Du kan forvente lette til moderate gener i form af ømhed og hævelse omkring senen op til 6-12 måneder efter skaden. Det er dog vigtigt, at du ikke provokerer smerter i akillessenen. Det er i orden, at du bliver øm i lægmusklen, men smerter i selve senen, skal undgås.
Sådan ser forløbet ud
Vi tilrettelægger dit forløb fra den dag, hvor behandlingen startes. Kontrollerne samt den indledende genoptræning foretages af hospitalets fysioterapeuter.
De fleste henvender sig i skadestuen den samme dag, som skaden er sket. Hvis det således er en frisk og ukompliceret skade, vil du få lagt en gipsskinne på underbenet, sådan at dit fodled holdes strakt.
Du må ikke støtte på benet, og du vil få udleveret stokke eller andet ganghjælpemiddel. Hvis det vurderes, at du har øget risiko for blodpropper, vil du blive tilrådet blodfortyndende behandling. Der vil blive planlagt en tid til kontrol efter ca. 3 uger, ved en fysioterapeut i Ortopædkirurgisk Klinik.
Hvis der er tale om en kompliceret skade eller skade af ældre dato, vil du måske blive tilrådet operation, eller planlagt en vurdering ved en specialist.
Vi anbefaler, at du melder skaden til dit forsikringsselskab.
0-3 uger: Gips og uden støtte
3-5 uger: Støvle med 2 kiler og delvis støtte (10-15 kg) indenfor smertegrænsen.
5-7 uger: Støvle med 1 kile og delvis støtte (10-15 kg) indenfor smertegrænsen.
7-9 uger: Støvle uden kiler og med fuld støtte indenfor smertegrænsen
Du skal til første kontrol i Ortopædkirurgisk Klinik, hvor du vil blive undersøgt af en fysioterapeut. Behandlingsforløbet vil blive gennemgået samt givet instruktion i eventuelle øvelser. I mange tilfælde vil gipsbandagen blive udskiftet med en støvlebandage med 2 kiler under hælen med mindre andet aftales med fysioterapeuten. Støvlen fungerer som en gipsbandage og skal være på døgnet rundt, bortset fra ved vask af ben og eventuelle øvelser, som du har fået nøje instruktion i.
Du må tage støvlen af i forbindelse med bad, hvis du er siddende på en skammel og på den måde undgår at støtte på foden. Kan du ikke undgå at støtte, skal du beholde støvlen på og tage en pose ud over.
Du må under ingen omstændigheder støtte på foden uden, at støvlen er spændt fast på foden.
I uge 5 ses du igen af fysioterapeuten.
Du får fjernet en kile, så du nu kun har én kile i støvlen. Du skal fortsat anvende støvlen døgnet rundt bortset fra ved vask af benet og eventuelle øvelser, som du har fået nøje instruktion i.
Du må fortsat støtte delvist indenfor smertegrænsen, og fortsat anvende 2 stokke.
Nu kan den sidste kile fjernes fra støvlen, og du må undvære støvlen om natten, eller når du sidder i en stol. Du skal altid have støvlen på, når du går omkring, også hvis du er oppe om natten. Ved behov ses du også til en 7 ugers kontrol ved fysioterapeuten, men ofte kan du selv fjerne den sidste kile. Der kan være aftalt et træningsprogram med fysioterapeuten, som du skal følge.
Du må begynde at støtte fuldt indenfor smertegrænsen.
Efter 9 uger ses du til kontrol ved fysioterapeuten i Ortopædkirurgisk Klinik. Fysioterapeuten vil undersøge din akillessene og vurdere dit behov for genoptræning. Støvlen kan nu undværes helt. Husk at medbringe stokkene samt et par sko, gerne sportssko med god støtte til foden.
Du vil få udleveret et hælindlæg med en højde på 10 mm, som du skal benytte de næste 8 uger i dine sko. Det er nu den egentlige genoptræning starter.
Genoptræningen vil i reglen kunne foregå i kommunalt regi efter en genoptræningsplan udarbejdet af fysioterapeuten på hospitalet.
Mere information
Gang:
Du kan langsomt begynde at gå ture. Vi anbefaler, at du går med begge stokke, indtil du kan gå uden at halte. Du bør gå i en sportssko med god støtte. Vær opmærksom på ikke at gå længere distancer de første 4-8 uger efter støvlen er fjernet. Vi anbefaler at du ikke går længere end 1-2 km dagligt i denne periode.
Du bør benytte sko samt hælindlæg hele dagen, både inde og ude, de første 8 uger efter du har fået støvlen af. Det er vigtigt, at du går så normalt som muligt.
Fysioterapeuten vil derfor instruere dig, så du får fokus på, at sætte hælen i først og dernæst rulle over foden. Hvis det strammer meget eller gør ondt, kan det i starten være nødvendigt at gå med mindre skridtlængde, end du plejer. Bruger du kun en stok, skal den bruges i modsatte hånd af det behandlede ben.
Gang på trapper:
De første 4 uger efter støvlen er kommet af, anbefaler vi, at du fortsat går opad med det raske ben først og samler til med det skadede ben. Og at du går nedad med det skadede ben først, hvorefter du samler til med det raske.
Herefter må du så småt begynde at gå normalt opad, men fortsat aflaste din skadede fod nedad. 13 uger efter støvlen er kommet af, må du gå normalt både op og ned. Ovenstående under forudsætning af at du kan gøre det, uden at du oplever smerter fra senen.
Til en start kan du evt., når du går ned ad trapper, placere foden med den skadede akillessene halvt ude på trinet for derefter at ”rulle” over foden, når du træder ned.
Svømning:
Du kan begynde svømning straks efter at støvlen er fjernet. Du må gerne gå uden hælforhøjelse hen til bassinkanten, men gå med korte skridt og husk at tage et skridt af gangen ned ad stigen til bassinet. Støt gerne på mellemfoden ned ad stigen. Hvis du får smerter, eller det strammer i senen, skal du stoppe med det samme.
Cykling:
Du kan starte stille og roligt op med at cykle på kondicykel efter 9 uger, når støvlen er fjernet. Almindelig cykel kan du normalt begynde med efter ca. 13 uger, men undgå bakket terræn i begyndelsen. Cykling på kondicyklel i ugerne 9-13 bør kun foregå med hæl/mellemfod på pedalen, så senen ikke overbelastes og start i lavt gear.
Husk af- og påstigning på det raske ben.
Løb:
Let løb må tidligst genoptages 5-6 måneder fra den dag, du kom til skade. Start evt. på en crosstrainer.
Start med at løbe på et jævnt og blødt underlag som fx grus eller løbebånd. Husk fornuftigt fodtøj med stødabsorbering. Opstart af løb forudsætter, at du har gennemgået et struktureret genoptræningsforløb, så akillessenen er klar til den belastning, der måtte forekomme.
Kontaktsport:
Kontaktsport og anden sport med afsæt, må tidligst genoptages 12 måneder efter skadesdatoen. Men det afhænger af dit aktivitetsniveau og eventuelle smerter i senen, samt at du også rent faktisk er trænet op til det gennem et struktureret genoptræningsforløb.
Bilkørsel:
Hvornår man er i stand til igen at køre bil, er en individuel vurdering. Det er færdselsloven, der gælder, og du skal kunne køre sikkert og forsvarligt. Vi anbefaler at du tidligst kører igen efter ca. 12 uger, hvis det er højre ben, der er skadet og efter 10-12 uger, hvis det er venstre, der er skadet. Vi anbefaler, at du kontakter dit forsikringsselskab og hører, om de har særlige regler på området.
Risikoen er størst den første måned, efter du kommer ud af støvlen. Derfor er det vigtigt, at du træner og undgår alle pludselige, kraftige belastninger af senen. Når du tager støvlen af i forbindelse med træning eller bad (uge 3 – 9), skal du være meget forsigtig, så du ikke kommer til støtte på benet. Hvis achillessenen bliver sat på stræk i den første tid og enderne glider fra hinanden, kan resultatet blive dårligt og nødvendiggøre en operation senere, som ikke altid er lige til.
Henvendelse til sekretariatet hverdage mellem kl. 7.30-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/674521
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.