Øvelsesprogrammet er opbygget således, at du starter med øvelserne, som er markeret med trin 1.
Gå først til trin 2 i øvelsesprogrammet, når du kan udføre øvelserne, uden at du oplever forværring i smerter og hævelse.
Hver øvelse udføres hver anden dag med 2-3 sæt af 10-15 gentagelser, medmindre andet er anført under den enkelte øvelse.
Det er fortsat vigtigt, at du hele tiden tager hensyn til smerter i forbindelse med træning og dagligdags aktiviteter. Dvs. du må gerne mærke ømhed og let smerte under træningen, men ikke opleve smerter efterfølgende. Får du smerter, som fortsætter flere timer efter endt aktivitet, er det tegn på overbelastning.
En væsentlig årsag til, at hoftesmerterne nogle gang fortsætter er, at mange ofte fortsætter med den aktivitet/belastning, som startede hoftesmerterne.
Du må kun gå videre til næste trin (belastningsniveau), såfremt du næsten ikke har hoftesmerter (maks. VAS 2 ud af 10) ved den pågældende aktivitet og næste morgen når du vågner op.