Træning efter operation for slidgigt i tomlens rodled
Gå direkte til:
Træning efter operation for slidgigt i tomlens rodled
Der er nu gået 3 uger efter operationen, gipsen fjernes og du vil i stedet få en tommelskinne, som støtter rodleddet. Skinnen skal bruges hele døgnet til og med 5 uger efter operationen. Du må tage skinnen af ved bad og træning.
Målet med operation og efterbehandling er at opnå smertelindring samt styrke og stabilitet på sigt. Det tager ca. ½-1 år at opnå acceptabel funktion og styrke. Det er ikke sikkert, at den fulde bevægelighed genvindes.
Vær opmærksom på
Man kan have smerter længe efter en operation i rodleddet. I nogle tilfælde op til ½-1 år efter operationen.
I forbindelse med træning kan der opstå forbigående ømhed/smerte, som helst skal aftage efter et par timer. Hvis du har smerter i hvile eller ikke kan sove for smerter, så kontakt evt. din læge eller ergoterapeut.
Hvis din hånd hæver, skal du lave pumpeøvelser, så længe hånden er hævet. Hver halve time skal du bøje og strække fingre, albue og skulder 10 gange, som vist på billederne nedenfor.
Hvis du oplever, at din hånd hæver, kan det skyldes, at træningen har været for hård eller, at du kan have brugt hånden for meget.
Hævelse er en samling af væske i vævet, som giver nedsat blodcirkulation. Hævelse medfører smerte pga. spænding i vævet, nedsætter bevægeligheden og forlænger helingsprocessen.
Øvelser
Træn 3 gange dagligt, med mindre andet aftales med ergoterapeuten.
For hele træningsperioden gælder, at du skal være påpasselig med ikke at overbelaste hånden, så du får eller forværrer evt. smerter og forlænger ophelingstiden af vævet. Dette vedrører både udførelse af øvelser samt brug af hånden til daglige aktiviteter.
I starten må tommelfingeren kun ”små-bevæges” uden, at evt. smerter forværres.
De markerede øvelser gentages op til 10 gange og skal udføres i et roligt tempo. Hvis du oplever smerter i forbindelse med træning anbefaler vi, at du udfører færre gentagelser af øvelserne og mindre udslag i bevægelserne.
Hvis din hånd ikke er hævet:
Opvarm hånden i håndvarmt vand (40 grader).
Bøj og stræk fingrene i vandet i 5-10 minutter.
Hvis din hånd er hævet:
Undlad det varme vand.
Udfør pumpeøvelser med armen over hjertehøjde i 5-10 minutter.
Læg underarmen på et bord med håndleddet udover bordkanten. Bevæg håndleddet op og ned.
Læg underarmen på et bord med håndleddet udover bordkanten, så tommelfingersiden vender opad. Bevæg håndleddet op og ned.
Læg hånden på højkant. Før tommelfingeren skiftevis op mod loftet og ned mod pegefingeren.
Bevæg tommefingeren væk fra de andre fingre, som når du griber om et glas. Slap herefter af i tommelfingeren.
Lav et ”O” mellem tommel og skiftevis pege-, lange-, ringe- og lillefinger. Stræk fingrene mellem hver øvelse.
Bøj og stræk tommelfingerens yderled.
Mere information
En vigtig del af træningen er, at du bruger hånden til daglige gøremål i takt med, at tommelfingeren tåler belastning. Du kan rådføre dig med ergoterapeuten vedrørende dette.
Til og med 5 uger efter operationen
Du må ikke bruge tommelfingeren til udførelse af daglige gøremål af hensyn til opheling, og for at undgå unødvendige smerter.
Du må bruge de øvrige fire fingre til lettere daglige aktiviteter, hvis det ikke belaster tommelfingeren og medfører eller forværrer evt. smerter.
5 uger efter operationen
Hånden må bruges kortvarigt til lette ubelastede aktiviteter. Du skal have skinnen på når hånden bruges.
løfte en kop kaffe
påklædning, løstsiddende tøj
løfte en lille tallerken
tørre støv af
8 uger efter operationen
Du må gradvist øge brugen af hånden, så den bruges længere tid ad gangen.
lettere rengøring
pille kartofler
skrælle få kartofler
skære brød
skære tomat, agurk
køre bil (hvis du er opereret i venstre hånd)
lettere arbejde, f.eks. kontorarbejde
løfte op til 1 kg
10 uger efter operationen
Du må bruge hånden til kraftbetonede aktiviteter.
vride en klud
skære grove grøntsager (gulerødder, kål)
løfte en tung gryde
køre bil, inklusiv at skifte gear (hvis du er opereret i højre hånd)
luge bede
12 uger efter operationen
Du må bruge hånden til fysisk hårdt arbejde uden begrænsning
gulvvask
håndværksarbejde
slagteriarbejde
patientpleje, inklusiv tunge løft
sport, hvor du bruger hænderne (badminton, tennis, roning, styrketræning, boldspil)
Personer, der optræder i patientinformationen, har givet samtykke hertil.
Henvendelse til sekretariatet hverdage mellem kl. 7.30-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/675193
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.