Information til dig, som har fået en drophånd pga. skade på radialisnerven i armen. Se hvad du kan gøre, indtil der kommer funktion i nerven igen.
Tekst og billeder er udarbejdet af ergoterapeuter på Regionshospitalet Gødstrup.
Vær opmærksom på
Radialis nerven styrer muskler der strækker i albue, håndleddet, fingrenes grundled og tommelfingeren.
Symptomer på en skade på radialis nerven er en drophånd.
Når du har en drophånd, kan det være svært eller umuligt at løfte hånden opad, at strække fingrene i grundleddene samt strække tommelfingeren. I nogle tilfælde kan det være svært at strække over albuen. Der kan også være føleforstyrrelser på oversiden af underarmen.
Afhængigt af skaden, kan du have en drophånd i uger eller måneder og i sjældne tilfælde er skaden varigt.
For at undgå yderligere skader i hånden og for at hjælpe armen med at genvinde sin strækkeevne, er der flere ting, du kan gøre, mens nerven kommer sig.
Du kan:
anvende en skinne, der stabiliserer håndleddet og forbedrer grebsfunktionen
bruge hånden i daglige aktiviteter, så hjernen ikke "glemmer" hånden
forebygge eller minimer hævelse i hånden
forebygge stivhed i leddene
træne strækkemusklerne, når der begynder at komme funktion i dem.
Du får udleveret en håndledsskinne som stabiliserer dit håndled og som strækker fingrene i grundleddene.
Skinnen beskytter dit håndled, og den gør det muligt at gribe og slippe genstande med fingrene. Derved hjælper skinnen dig til at bevare evnen til at udføre vanlige daglige aktiviteter.
Anvend skinnen, når du skal bruge din hånd i dagtimerne. Du skal tage den af, når du går i bad og når du skal lave dine øvelser. Du må tage skinnen af om natten, men hvis det føles godt for dig, må du gerne sove med skinnen på. Det kan dog være en god ide at tage fingerstropperne af om natten.
I takt med at strækkemusklernes funktion kommer igen, skal du bruge skinnen mindre i løbet af dagen.
Det er vigtigt, at du bruger hånden så meget som muligt i daglige aktiviteter, for at din hjerne ikke "sætter hånden på pause og glemmer", hvordan hånden bruges.
Placer din hånd over hjertehøjde, f.eks. på en pude, når du sidder og hviler, eller sover i sengen. På den måde kan du forebygge eller minimere hævelse i hånden.
Det er godt for hånden at udføre pumpeøvelser, gerne med håndledsskinnen på. Sådan udfører du pumpeøvelser:
Bøj og stræk armen over op over hovedet, hvis det er muligt for dig. Udfør øvelsen 15 gange hver anden time.
Øvelser
Så længe der er nedsat strækkefunktion, skal du forbygge stivhed i leddene med bevægeøvelser.
Lav øvelserne uden skinnen på
Lav øvelserne 3 gange dagligt
Gentag hver øvelse 10 gange
Lav øvelserne fra yderstilling til yderstilling – det vil sige, dertil hvor det strammer og spænder.
Hvil undermen på bordet med hånden ud over bordkanten. Tag fat med den anden hånd og bøj håndleddet bagud, mens du strækker fingrene. Støt og før hånden tilbage til startstilling.
Du kan også i stedet for vælge følgende:
Sæt dine hænder sammen i bede-stilling og pres dit håndled og bagud indtil det strammer. Tilbage til en afslappet stilling.
Når der begynder at komme funktion i nerven igen, kan du starte med at træne bevægelserne aktivt, hvor hånden eller fingrene selv udfører bevægelsen:
I starten kan du holde hånden på højkant, så håndleddet og fingrene ikke behøver at overvinde tyngdekraften, når du træner aktiv strækning af håndleddet og af fingrene.
Bøj håndleddet bagud. Før håndleddet tilbage til startstilling.
Stræk fingrene og slap af igen.
Hold albuen ind til siden af kroppen.
Drej håndfladen skiftevis opad og nedad til det strammer i underarmen. Brug din raske hånd til at støtte hånden og til at føre bevægelsen helt til yderstilling.
Når der begynder at komme funktion i nerven igen, kan du træne at hånden selv drejer sig fra side til side.
Læg hånden på et bord foran dig. Hjælp din tommelfinger med at blive passivt strakt ud til siden med den anden hånd. Før tommelfingeren aktivt ind til pegefinger.
Læg din underarm på højkant på bordet. Hjælp din tommelfinger med at blive passivt strakt langt væk fra pegefinger med den anden hånd. Før tommelfingeren aktivt ind til pegefinger.
Når der begynder at komme funktion i nerven igen, kan tommelfingeren aktivt træne bevægelserne uden hjælp fra den anden hånd.
Videre forløb
Det er meget forskelligt, hvor lang tid der går, inden nervefunktionen bedres. Når der begynder at komme funktion i strækkemusklerne igen, skal du tilpasse din træning og hvor meget, du skal bruge skinnen, indtil der er fuld funktion af strækkemusklerne.
I nogle tilfælde er nerven desværre så beskadiget, at der ikke kommer funktion af nerven igen. Her er det nødvendigt med en permanent skinne.
I forbindelse med kontrol på hospitalet, vil det blive vurderet af læge eller ergoterapeut om du kan have behov for en genoptræningsplan. En genoptræningsplan er en slags henvisning til et fortsat genoptræningsforløb i din hjemkommune.
du får tiltagende smerter i hånd og arm
følesansen i huden oven på hånd og arm er ændret
dine fingre bliver kolde og blå
der pludselig sker en ændring med bevægeligheden af hånd og arm
Henvendelse til sekretariatet hverdage mellem kl. 7.30-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1513400
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.