CPAP står for 'Continous Positive Airway Pressure'. Det vil sige, at når du bruger CPAP-apparatet, er der et konstant overtryk i lungerne. Luften kommer på den måde bedre helt ud i de yderste dele af lungerne.
Formålet med CPAP-behandling kan være en eller flere af disse:
□ at løsne slim i lungerne, så det kan hostes op
□ at forebygge ophobning af slim i lungerne
□ at udskifte den luft, der står dybt i lungerne
□ at afhjælpe åndenød
□ andet: ________________________________
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at der ikke er små madrester i munden under behandlingen, da de kan blive blæst ned i luftvejene.
Efter et måltid skal du vente ½ time, før du bruger CPAP-apparatet. Det gælder også, hvis du modtager sonde-ernæring.
Kort og godt
10 minutters CPAP-behandling
Sørg for at masken slutter tæt
Lav derefter 2-3 "stød" for at få det slim op, der kan være løsnet
Gentages 3 gange dagligt
Sådan gør du
Se på billedet hvordan CPAP-apparatet er samlet. Dit apparat kan se anderledes ud, men samles efter det samme princip.
CPAP-apparatet består af:
Selve CPAP-apparatet
En slange, der tilkobles CPAP-apparatet
Et rødt T-stykke, der placeres mellem slange og maske
En orange modstand, der monteres på T-stykket
En maske
En ledning og en transformer. Stikket tilsluttes apparatet og sættes i stikkontakt
Et filter, der udskiftes hvert ½ år
Vi anbefaler, at du sidder ved et bord, så du kan hvile albuerne på bordet.
Tryk på "tænd/sluk"-knappen og CPAP-apparatet starter
Hold om masken med begge hænder og læn dig med ansigtet ind i masken
Masken skal slutte helt tæt omkring næse og mund, så der ikke slipper luft ud ved maskens kanter
Træk vejret roligt og dybt
Har du slim, kan du efter endt behandling anvender stødteknik. Udtrykket "at støde" vil sige, at du "støder" en luftstrøm op gennem luftvejene og derved trækker slim med op.
Tag en dyb indånding
Med åben mund ånder du kraftigt ud
som et suk men mere kraftigt
forestil dig, at du ånder på et par briller for at pudse dem
Gentag stødet 2-3 gange
Prøv evt. med et host til sidst
Videre forløb
Rengøring foregår med lunkent vand og mildt opvaskemiddel uden parfume. Der skylles efter med rent vand for at fjerne sæberester. Delene tørrer inden brug, gerne natten over. Det er vigtigt, at de får lov at tørre helt, da der i et fugtigt miljø hurtigt kan dannes vækst af bakterier og mikroorganismer. Du rengør apparatet således:
Dagligt
Masken tørres af og rengøres ved synlig forurening
Ugentligt
Masken, T-trykket, orange modstand, og slange skille ad og rengøres. Slangen kan med fordel hænges til tørre for at tørre hurtigere. Du kan evt. tørre slangen ved at montere slangen på apparatet og tænde for apparatet, så der blæser luft gennem slangen.
Apparatet tørres over med en fugtig klud med mild sæbe. Husk at tage stikket ud af kontakten inden. Tør efter med en sæbefri, fugtig klud for at fjerne sæberester
Hvert halve år
Filteret udskiftes
OBS! Du må ikke putte delene i opvaskemaskinen eller benytte kogende vand.
Efter ca. 12 ugers brug af apparatet indkaldes du for at vurdere, om behandlingen forløber som planlagt. Det vil formentligt foregå som en telefonisk samtale.
Ca. en gang årligt indkaldes du til en samtale, hvor vi vurderer, om behandlingen forløber som planlagt. Samtidig vil vi gennemgå CPAP-apparatet for at sikre, at det stadig fungerer, som det skal. Vi udskifter filteret og evt. andre dele af udstyret.
Hvis du har en hjælper, der styrer din CPAP-behandling, opfordrer vi til, at hjælperen kan kontaktes og er til rådighed for spørgsmål under samtalen.
Hvis du inden den årlige samtale har behov for nyt tilbehør såsom slange, maske eller filter, er du velkommen til at kontakte Fysio- og Ergoterapien og få lagt udstyr frem til afhentning.
Hvis du er i tvivl eller har spørgsmål til behandlingen, er du altid velkommen til at ringe.
Henvendelse til sekretariatet hverdage mellem kl. 7.30-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/781456
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.