PEP er en forkortelse for Positive Expiratory Pressure. Det vil sige, at der ved brug af fløjten er en modstand på din udånding. Modstanden på udåndingen medfører, at trykket stiger inde i lungerne. PEP bidrager på den måde til at åbne luftvejene, så luften bedre kan komme helt ud i de yderste dele af lungerne.
Formålet med brugen af PEP fløjte kan være én eller flere af disse: □ at løsne slim i lungerne, så det kan hostes op □ at forebygge ophobning af slim i lungerne □ at bedre iltningen af blodet □ andet: ________________________________
Modstanden er målt ud ved fysioterapeuten, så den passer til dig. På dette billede er modstanden blå.
Kort og godt
Pust 10 gange i PEP fløjten
Lav derefter 2-3 "stød" ud i luften
Gentag begge dele 3 gange
Ovenstående svarer til én behandling
Vi anbefaler, at du udfører behandlingen 4 gange dagligt.
Sådan gør du
Det er vigtigt, at du slutter læberne tæt omkring mundstykket, når du puster i PEP fløjten
Der må ikke slippe luft uden for PEP fløjten, når du puster
Du kan trække vejret ind gennem fløjten. Hvis du foretrækker, må du gerne trække vejret gennem let åben mund eller gennem næsen.
Tag en rolig og dyb indånding
Pust i fløjten med den kraft, du har lært ved fysioterapeuten (ikke for hårdt)
Hvert pust varer ca. 3 sekunder
Undgå at tømme lungerne helt for luft
Vi anbefaler at du puster 10 gange i træk. Hvis du skal hoste eller bliver forstyrret, mens du bruger PEP fløjten, starter du bare forfra.
Udtrykket "at støde" vil sige, at du "støder" en luftstrøm op gennem luftvejene og derved trækker slim med op. Det er godt at "støde", efter du har pustet de 10 gange i PEP-fløjten:
Tag en dyb indånding
Med åben mund ånder du kraftigt ud
som et suk, men mere kraftigt
forestil dig at du ånder på et par briller for at pudse dem.
Gentag stødet 2-3 gange
Prøv gerne med et host til sidst.
Vær opmærksom på
Tør PEP fløjtens mundstykke af efter hver behandling.
Vi anbefaler, at du gør PEP fløjten ren 1 gang ugentlig, men gerne oftere, hvis der er behov for det.
Skil PEP fløjten ad og skyl delene i lunkent vand med opvaskemiddel uden parfume.
Skyl derefter i rent vand.
Stil delene til tørre på et viskestykke.
OBS! Du må ikke putte PEP fløjten i opvaskemaskinen eller hælde kogende vand over den.
Henvendelse til sekretariatet hverdage mellem kl. 7.30-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/726815
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.