Dysfagi er en samlet betegnelse for synkebesvær, hvor der kan være nedsat evne til at tygge eller synke mad og drikke. Det kan opstå ved mange sygdomme og tilstande. Synkebesvær kan føre til, at man ikke indtager nok mad og drikke. Det kan også føre til, at man fejlsynker, dvs. at man får mad og drikke i luftvejene, hvilket kan øge risikoen for en lungebetændelse. Synkebesvær kan påvirke din dagligdag og livskvalitet.
Vær opmærksom på
Ergoterapeuten har undersøgt og vurderet din synkefunktion, da der er tegn på synkebesvær. I denne forbindelse kan ergoterapeuten bl.a. rådgive dig om:
Hensigtsmæssig siddestilling.
Konsistens af mad og drikke.
Mundhygiejne
Træning af ansigt, mund og svælg.
Har du problemer med at synke, er der en øget risiko for, at du får mad eller drikke ned i luftrøret og videre ned i lungerne (fejlsynk), hvilket kan give lungebetændelse. Ved at sørge for, at mad og drikke tilpasses til din nuværende evne til at tygge og synke, kan risikoen for at få mad og drikke i luftrøret mindskes (se billedet).
Har du dysfagi, kan det betyde, at du ikke får tilstrækkelig mad og drikke. Hvis konsistensen på din mad og drikkevarer tilpasses, giver det bedre mulighed for, at du får nok at spise og drikke.
Problemer med at tygge og synke i forbindelse med, at du spiser og drikker.
Hoster eller rømmer dig ofte, når du spiser og drikker.
Har en våd eller grødet stemme.
Har svært ved at holde hovedet opret, mens du spiser og drikker.
Oplevelse af ufrivilligt vægttab.
Tilbagevendende lungebetændelse eller uforklarlige feberperioder.
Sådan gør du
Når du oplever problemer med at tygge maden eller har nedsat tungefunktion, kan du også have vanskeligt ved at rense munden efter et måltid eller opleve problemer med slim og madrester i mund og svælg.
En god mundhygiejne kan forebygge tandproblemer og nedsætte risikoen for, at der kommer bakterier i lungerne. Hvis du fejlsynker, vil disse bakterier risikere at komme ned i lungerne og udvikle sig til en lungebetændelse. Derfor anbefales det, at du ofte børster tænder eller får hjælp til at rense mund og tænder, gerne før og efter hvert måltid.
Måden du sidder på under måltidet har betydning for, om du kan synke sikkert, og det kan nedsætte risiko for at fejlsynke. Siddestillingen tilpasses dit behov, men der er nogle generelle anbefalinger og gode råd, der har fokus på hoved- og siddestilling under måltidet. Anbefalinger der er gældende for bl.a. din siddestilling på stol og/eller i kørestol.
Bøj hovedet lidt fremover, så nakken er strakt (hagen mod brystet). Det kaldes en lang nakke og kan være forudsætningen for et sikkert synk.
Sid oprejst og med god støtte i lænden. Anvend evt. puder.
Understøt armene af et bord.
Placer fødderne på gulvet. Anvend evt. en fodskammel, hvis du ikke kan nå jorden.
Billederne ovenfor er udlånt af Neurologi og Fysio-ergoterapi, Hospitalsenheden Vest
Mere information
Normal konsistens
Der er ingen begrænsninger i forhold til madens konsistens.
Maden kan fx indeholde:
Blandet konsistens: fx suppe med kød- og melboller, yoghurt med müsli, grød med flødeskum.
Trævlet konsistens: fx ananas, asparges, bladselleri, roastbeef.
Hård konsistens: fx rugbrød med skorpe, rå gulerodsstave.
Sprød konsistens: fx kiks, småkager.
Klæbrig konsistens: fx en ostestang (blød ost), nutella, honning, peanutbutter.
Hakkede fødevarer: fx nødder, rosiner, hakket gulerødder, kogte løse ris.
En ydre skal: fx æbler, agurk, cherry tomater, vindruer.
Blød konsistens
Konsistensen kan være blød, saftig eller våd, og der vil være behov for at tygge maden. Maden skal dog let kunne deles eller moses med en gaffel.
Eksempler: frugtyoghurt, blødkogt æg, suppe uden klumper, risengrød, blød pålæg (f.eks. leverpostej, torskerogn, frikadelle) på brød uden kerner og skorpe, fromage med hindbær eller mango, energitæt is.
Gratinkonsistens
Konsistensen er blød, ensartet og sammenhængende uden hele madstykker. Det er tungen, der benyttes til at bearbejde maden og blande den med spyt. Konsistensen er fast og holder formen på en tallerken. Maden kan spises med gaffel eller ske.
Eksempler: specialfremstillet kost sv.t. gratinkonsistens, alle flydende konsistenser skal fortykkes til gratinkonsistens.
Cremet konsistens
Tyk, cremet, ensartet og sammenhængende konsistens, som holder sin form på en ske og flyder ikke sammen på en tallerken. Skal kunne spises med en ske.
Eksempler: specialfremstillet kost sv.t. cremet konsistens, alle flydende konsistenser skal fortykkes til cremet konsistens.
Normal drikkekonsistens
Løber hurtigt gennem tænderne af en gaffel og efterlader ingen belægning. Kan drikkes af kop, glas, flaske eller med sugerør.
Eksempler: almindelige tynde drikkevarer, fx vand, te og kaffe.
Let fortykket drikkekonsistens
Løber hurtigt gennem tænderne af en gaffel og efterlader en let belægning. Drikkes bedst med kop/glas, da det kræver ekstra kraft at drikke dette med et sugerør.
Eksempler: drikkevarer der er naturligt tykke, fx kakaomælk, drikkeyoghurt, kærnemælk, smoothies. Drikkevarer med normal drikkekonsistens med tilsat fortykningsmiddel.
Moderat fortykket drikkekonsistens
Drypper langsomt gennem tænderne af en gaffel. Det er muligt at drikke direkte fra en kop, men vanskeligt at drikke med sugerør. Indtages bedst med en teske.
Eksempler: drikkevarer med tilsat fortykningsmiddel. Konsistensen svarer til honning ved rumtemperatur eller en tyk shake.
Meget fortykket drikkekonsistens
Drikkekonsistensen er ekstrem tyk. Det er ikke muligt at drikke fra en kop eller med sugerør. Konsistensen er sammenhængende, holder formen på en teske og kan kun spises med ske. Sidder fast og løber ikke gennem tænderne af en gaffel. Konsistensen er for tyk, hvis en teske kan stå alene i væsken.
Eksempler: drikkevarer, som har tilsat fortykningsmiddel og opnået en konsistens svarende til budding eller mousse.
Sørg for en god siddestilling.
Sørg for, at munden er renset for slim og spyt inden måltidet.
Sørg for, at der er ro under måltidet.
Tal ikke med mad i munden.
Spis små mundfulde.
Sørg for, at maden har en passende konsistens og temperatur.
Synk omhyggeligt, evt. en ekstra gang.
Måltidet bør ikke vare mere end 20-30 minutter.
Forbliv siddende opret i minimum 20 minutter efter dit måltid er afsluttet.
Når du spiser og drikker, er det vigtigt, at alle musklerne samarbejder godt og præcist. Hvis dette ikke er tilfældet, kan det påvirke din bearbejdning af maden i munden samt din mulighed for at gennemføre et synk uden at fejlsynke.
Træning af de påvirkede muskler vil i nogle tilfælde gøre dit problem mindre. Hvis ergoterapeuten vurderer træningen relevant på nuværende tidspunkt, vil du blive instrueret i nogle øvelser, som retter sig specifikt mod din/-e udfordringer, eller du kan blive vejledt i at følge følgende øvelsesprogram, som indeholder øvelser, der generelt er gode, når man oplever problemer med at synke. Find øvelsesprogrammet her.
Der kan desuden være udarbejdet en genoptræningsplan.
Fortykningsmiddel kan anvendes, hvis du har svært ved at indtage tyndtflydende mad og drikke. Der findes mange forskellige produkter, der kan anvendes til fortykning af fx drikkevarer. Doseringen følger brugsanvisningen på pakningen.
Henvendelse hos egen læge.
Lægen kan ordinere fortykningsmiddel til at afhjælpe dit varige tygge-/synkebesvær.
Udfyld skemaet "Ansøg om hjælpemiddel". Skemaet findes på borger.dk for din kommune.
Følg vejledningen www.borger.dk og send ansøgningsskemaet.
Har du et midlertidigt behov for fortykningsmiddel, så skal du selv anskaffe dig det. Søg vejledning. Der findes forskellige produkter.
Henvendelse til sekretariatet hverdage mellem kl. 7.30-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/690310
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.