Indeklemningssyndrom (også kaldt "impingement") i skulderen er en smertetilstand, som er udløst ved indeklemning af sener og/eller slimsæk mellem overarmen og skulderbladets øverste fremspring.

Der kan være flere årsager til indeklemningssyndrom:

• Gentagne ensidige belastninger, typisk med armen over skulderniveau, som kan medføre overbelastning/irritation af den øverste skulderbladsmuskel.

• Ubalance i samspillet mellem de muskler, der bevæger skulderblad og overarm.

• Aldersbetingede slidforandringer, hvilket medfører dannelse af knogleudvækster på undersiden af skulderbladets øverste fremspring, som øger risikoen for kollision med de underliggende strukturer (supraspinatus og slimsæk).

En sene er en streng eller bånd af sejt bindevæv, der udgår fra en muskel og hæfter på en knogle. Via senen overføres musklens bevægelse til knogler og led.

De fleste (sene)overbelastninger er et resultat af et gradvist slid på senen pga. overdreven brug eller aldring. Enhver kan få en overbelastet sene, men folk, som særligt laver den/de samme bevægelser igen og igen - i deres job, sport eller daglige aktiviteter - er mere tilbøjelige til at få en overbelastning.

Dine sener er designet til at modstå høj, gentagen belastning. Påføres senen imidlertid en større belastning end den kan modstå, begynder senen at blive stresset. Når sener bliver stressede, opstår der mikroskopiske overrivninger i senen. Det medfører, at senen bliver irriteret og hævet. En tilstand der kan helbredes, hvis det gribes hensigtsmæssigt an.

Fortsætter man imidlertid med at belaste senen, kan frekvensen, hvormed de små overrivninger i senen opstår, overstige reparationshastigheden. Skaden vil så gradvist blive værre og forårsage smerte og dysfunktion. Resultatet er en kronisk overbelastning af senen (tendinose). Tendinose er en degenerativ, non-inflammatorisk tilstand.

Sener bliver typisk overbelastede tæt på led, såsom skulderen, albuen (tennis- eller golfalbue), anklen (Akillessenen) eller knæet (senen under knæskallen) – og i dit tilfælde tæt på skulderleddet. Det kan føles som om, at overbelastning opstår pludseligt, men oftest opstår skaden som et resultat af gentagne overbelastninger af senen.

Der kan opstå forkalkning i bløddele omkring skulderen spontant eller som følge af en betændelsestilstand i senerne/slimsækken. Tilstanden kan være meget smertefuld og behandlingen med medicin (i form af piller) eller binyrebarkblokade kan overvejes.

Først og fremmest er det vigtigt, at du aflaster det smertefulde område og undgår aktiviteter, der gør smerterne værre. Man kan træne med det overordnende mål at stabilisere og styrke muskulaturen og dermed normalisere bevægelse omkring skulderled. Man bør være tålmodig, for træningsresultater tager tid. Man er nødt til at finde den rigtigt taktik og tro på det.

Uhensigtsmæssig stilling af skulderbladet under skulderbevægelse kan give problemer. Musklerne styrer knoglerne, som et slags snoretræk. Hvis musklerne ikke arbejder effektivt, vil senen kunne komme i klemme under bevægelse.

Så derfor, ret dig op!

Prøv engang at trække skulderbladene tilbage og ned, imens du bevæger armen - lindrer det?

Bevægeligheden i øvre ryg kan påvirke skulderen. Det er ganske enkelt ikke muligt at opnå fuld bevægelighed i skulderen, uden at inddrage bevægeligheden i ryggen.

Prøv engang at lade dig synke sammen og se hvor højt du kan løfte armene over hovedet – det kan ikke rigtig lade sig gøre, vel?

Hvis slimsækken og senen er meget irriteret, kan regelmæssig brug af smertestillende medicin hjælpe til, at irritationen falder til ro igen. Til en start anbefales det, at man lægger en smerteplan i samråd med egen læge suppleret med aflastning til skulderen. Hvis ikke der er effekt af smertestillende medicin, kan en blokade hos egen læge være en mulighed.

Anvendelse af smertestillende medicin og eventuel blokade er symptombehandling. Det er også vigtigt, at man fjerner årsagen til irritation (indeklemningssyndrom) ellers kan symptomer komme retur.

Øvelsesprogrammet er opbygget således, at du starter med øvelserne markeret med Trin 1. Gå først til Trin 2, når du kan udføre øvelserne, uden at opleve forværring i smerte og hævelse.

Trin 1: Udføres 1-2 gange dagligt á 10-15 gentagelser.
Trin 2: Udføres hver anden dag med 2-3 sæt á 10-15 gentagelser.

Udgangsposition: Fastgør en elastik i brysthøjde. Fat med begge hænder om elastikken.

Træning: Saml skulderbladene og træk albuerne så langt tilbage som muligt. Hold stillingen kort. Lad herefter elastikken trække armene tilbage til udgangspositionen. Afslut med at slippe spændingen i skulderbladene.

Udgangsposition: Fastgør en elastik over hovedet. Fat med begge hænder om elastikken.

Træning: Saml skulderbladene og træk albuerne ned og bagud så langt som muligt. Hold stillingen kort. Lad elastikken trække armene tilbage til udgangspositionen, lige ved smertegrænsen. Afslut med at slippe spændingen i skulderbladene.

Man skal også forsøg at kom højere og højere op med armene. Man kan sidde ned og armen kommer højere op.

Udgangsposition: Stående med siden til en væg - ryggen i neutralstilling.

Træning: Bøj albuen og hold armen tæt til kroppen. Pres håndryggen mod væggen. Hold presset i 10 sekunder.

Udgangsposition: Sideliggende. Overarmen placeres langs kroppen og albuen bøjes 90 grader. Håndvægten holdes, så håndleddet er i midt position.

Træning: Underarmen føres fra vandret til lodret og retur.

Bemærk: Albuen skal hele tiden have kontakt med kroppen. Hold spændstighed i kroppen. Gentag øvelsen med modsatte arm.

Udgangsposition: Stå med hånd og knæ på pude, bord eller lignende. Håndvægten holdes, så håndleddet er i midt position.

Træning: Albuen bøjes. Træk armen bagud samtidig med, at kroppen drejes bagud. Gentag øvelsen med modsatte arm.

Udgangsposition: Sid med ryggen i neutralstilling. Placér elastikken under den ene fod. Fat om elastikken med den ene hånd og hold armen strakt foran kroppen.

Træning: Før den strakte arm opefter. Elastikken skal yde modstand mod bevægelsen.

Bemærk: Armen skal holdes strakt. Undgå øget lændesvaj.

Udgangsposition: Stående med en elastik i hænderne, lad tommelfingrene pege opad og hold albuerne let bøjede.

Træning: Hold elastikken, så der er spænding på. Før armene op over hovedet og ned igen.

(Billeder og øvelsesbeskrivelser er lånt efter aftale med Caddi.com)

Træning er årsagsbehandling. Træning kan hjælp med at øge blodtilførselen til senen og øge reparationshastigheden. Træning kan hjælpe til at styrke muskulaturen, som hjælper dig med at ændre på skulderbladenes og ryggens stilling under bevægelse.

Smertefri træning kan hjælpe dig med at bevare styrken i alle de andre muskler i armen, som er raske. Træning kan gøre dig glad, fordi du kan hjælpe dig selv til at blive rask.

Man skal træne regelmæssigt med smertefri øvelser. Der kan først forventes bedring efter 6 ugers træning. Træning skal udføres regelmæssigt i 12 uger inden man siger, at der er ikke effekt. En fysioterapeut kan vejlede, støtte og justere i øvelsesmængden, så man ikke oplever kraftig intensivering af smerterne.

Flere eller vedvarende smerter efter træning er tegn på, at du har belastet/trænet for intensivt. Hold en pause og få ro på skulderen igen. Næste gang du begynder på dine træningsøvelser, bør du anvende mindre belastning, bevægelsesudslag og/eller færre gentagelser.

Det er vigtigt, at træningen tilpasses og ikke forårsager tiltagende smerter. Man vurderer smerten ved et tal på en skala fra 0-10, på samme tidspunkt daglig.

• ”0” svarer til ingen smerter.
• ”10” er de værst tænkelige smerter.

Smerterne skal gerne langsomt aftage efter træningen/aktiviteten stoppes. Hvis smerterne er vedvarende eller stigende 1-2 timer efter træningen/aktiviteten er stoppet, har belastningen været for stor og træningsintensiteten skal reduceres. Før evt. en smerte- og træningsdagbog.

Du må gerne opleve smerter fra 0-2, når du træner, kortvarigt 3-5 – men slet ikke 6-10.

Det er vigtigt, at du lytter til din krop og tager hensyn til smerten!

Det anses for god praksis, at varigheden af træning for skulderen er mindst 12 uger.

En operation for indeklemningssyndrom og degenerativ rotator cuff ruptur bør først overvejes, såfremt alle ikke-kirurgiske behandlingsmuligheder er afprøvet uden tilstrækkelig effekt.