Træningsprogram efter overrivning af styremuskelsenen i skulderleddet (Rotator Cuff)
Gå direkte til:
Formålet med dette træningsprogram er at vedligeholde bevægeligheden og forebygge stivhed i skulderen.
Vær opmærksom på
Udgangsstillingen under øvelse 2 kan også anvendes under bad og påklædning, da du ikke kan/må løfte skulderen aktivt.
Det er vigtigt, at du ikke får bevæget skulderen over vandret højde.
Benyt dig gerne af at understøtte armen med en pude i siddende og liggende stilling, så du kan finde hvile i skulderen.
Øvelser
Sigt efter at udføre nedenstående øvelser i 1-2 sæt af 5-10 gentagelser flere gange dagligt. Forsøg at tilpasse doseringen på øvelserne, således du er i stand til at træne regelmæssigt og flere gange dagligt.
Øvelse: Passiv skulderøvelse.
Udgangsposition: Siddende med ryggen ret. Placér en hånd på hvert lår.
Træning: Læn kroppen fremover og lad hænderne glide ned ad benene mod fødderne. Vend tilbage til udgangsposition.
Bemærk: Det kan være en god idé at støtte hånden på den opererede side med modsatte hånd. Denne øvelse kan anvendes i forbindelse med påklædning og når du skal vaske dig under armen.
Øvelse: Passiv skulderøvelse.
Udgangsposition: Bredstående og foroverbøjet ved et bord eller lignende. Lad den opererede arm hænge afslappet ned.
Træning: Flyt vægten fra side til side, så armen svinger fra side til side uden at føre armen aktivt. Stillingen kan også anvendes under bad og påklædning, da du ikke kan/må løfte skulderen aktivt.
Øvelse: Passiv skulderekstension og -fleksion.
Udgangsposition: Stående ved højt bord eller høj vindueskarm. Den raske arm løfter den opererede arm op på bordet, så den hviler. Håndfladen vender ned mod underlaget. Armen skal hvile godt og undgå at skulderen er løftet.
Træning: Træd et skridt frem med det inderste ben. Husk at armen skal blive liggende stille. Der sker hermed kun passiv bevægelse i skulderen. Tilbage til udgangsposition. Efterfølgende trædes der et skridt tilbage.
Øvelse: Passiv skulderøvelse.
Udgangsposition: Stående ved højt bord eller høj vindueskarm. Den raske arm løfter den opererede arm op på bordet, så den hviler. Håndfladen vender ned mod underlaget. Armen skal hvile godt og undgå, at skulderen er løftet.
Træning: Træd et skridt til siden. Skridtet må ikke være for stort, da det kan fremkalde en del smerter i skulderen. Tilbage til udgangsposition.
Øvelse: Øvelse for skulderbladene.
Udgangsposition: Siddende med ryggen i neutralstilling.
Træning: Løft skuldrene. Saml skulderbladene. Før skuldrene nedad med samlede skulderblade. Slip spændingen.
Øvelse: Bøj stræk albuen.
Udgangsposition: Siddende på en stol eller stående.
Træning: Skift imellem at bøje og strække albuen samt knytte og strække fingrene.
Bemærk: Du kan evt. støtte armen med modsatte hånd.
Øvelse: Øvelse for nakken.
Udgangsposition: Stå i neutralstilling og kig lige ud.
Træning: Bevæg nakken. Kig ned mod brystet og kig så op mod loftet. Drej hovedet og kig over højre og venstre skulder. Læg hovedet på skrå. Hold strækket i ca. 20 sekunder.
Mere information
Billeder og øvelsesbeskrivelser er lånt efter aftale med CADDI.dk
Henvendelse til sekretariatet hverdage mellem kl. 7.30-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: horsens.rm.dk/689799
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.